- Heromkring
- Posts
- 📬Heromkring Århus: Uge 13-14
📬Heromkring Århus: Uge 13-14
🥙 Nyt Pita-spot, update på Gravens nye restaurant & meget mere
Godmorgen, glædelig søndag & velkommen til Heromkring! :) Jeg glæder mig til at vise dig seneste uges vigtigste nyheder — & kommende uges mest spændende events.
DAGENS NYHEDSBREV
Seneste nyt (med artikel fra ny Heromkring-skribent)
Events — kommende uge (opdelt i dage)
Events — kommende måneder
🥙 Uge 14 er en stor, god mundfuld: Nyt pita-spot fra kendinge? Mere info på Bastián i Graven? Potecafé? Rhum Agricole-smagning hos en af byens bedste cocktailbarer? Sneek peak på ny serie fra DR? Video-rundvisning i Bardok-ejers sylte-paradis? Oplæg fra filminstruktør i Trøjborg bio? OK, jeg stopper nu — du har fanget pointen: det bliver OK godt! :)
Hav en dejlig uge 14 & påske! Og tak for, du gider læse med. Det er jeg mægtigt glad for :)
Kh. Simon

Det er en stor uge. Vi har nemlig fået to stærke tilføjelser til holdet. En ny skribent og ny fotograf. Sammen har de lavet den her fede artikel, hvor de har talt med syv århusianere om, hvor vi finder eventyr i det nære. Læs mere lige nedenfor :)

Der er cirka 1297 ugentlige lokalnyheder. Dem graver jeg mig igennem & finder den håndfuld, der for alvor er din tid værd. Dem finder du nedenfor :)
📰 NY HEROMKRING-SKRIBENT & ARTIKEL: tag pænt imod Kristian Lindahl<3
SKÆBNEN VILLE DET, at jeg sidste år mødte en afsindigt dygtig skribent — i Heromkrings helt spæde opstart. Lasse Vrist, hedder han. Vi klikkede super godt, og han endte med at lave et par fantastiske artikler. Bl.a. artiklen ‘Rotterne Kommer’ — og forsideportrættet til vores magasin med La Cabra-stifteren Esben Piper.
Lasse er sidenhen fløjet til Weekendavisen. Og det er helt, som det skal være - da skribenterne på avisen er nogle af Heromkrings store forbilleder.
MEN VERDEN ER JO SÅ SKØN, AT GODE FOLK TILRÆKKER GODE FOLK: Flere lige så talentfulde skribenter bemærkede, at vi havde gang i noget sjovt — og ønskede at være med.
En af dem er Kristian Lindahl. Og jeg er enormt taknemlig for, at han gider bidrage til Heromkring. Man skal ikke læse mange sætninger fra Kristian for at forstå, at han har et skarpt hovede — og et penalhus fyldt til randen med sylespidse blyanter.
Jeg kan ikke vente med følge, når han artikel for artikel lirker op for den godtepose, vi kalder Østjylland.
I HANS FØRSTE ARTIKEL TALER HAN MED SYV ÅRHUSIANERE OM, hvor de finder eventyret i det nære. Derfor kalder vi den ‘Kurs Mod Nære Kyster’. Vi starter med Jacob Støy (ejer af STOY), Jakob Kristian Hansen (ejer af Il Locale & MARAIS bistrobar) & Anna Fuglsang Houkjær (kunstner & teolog).
Jeg håber, I vil tage godt imod Kristian & hans første artikel :) Jeg lover, vi har mange gode ting på tegnebrættet herfra!
PS
En anden fantastisk fyr, der er kommet med på holdet er fotografen Alexander Jæger Thorsager Nørbjerg — han har taget portætter af hver interviewperson. Og wauw, jeg synes, de er blevet gode<3
PPS
Vi er altid på udkig efter dygtige skribenter, fotografer, grafikere osv. der vil være med til at lave sjove ting - læs mere her.
🧐🍸 Århusianer vinder ‘DM i cocktail’ (men er det nu også DM?) (Jyllands-Posten)
Jeg ønsker virkelig ikke at være lyseslukker her. Men det er kan være farligt med de her priser, der slår sig op på noget, de ikke er. Det er både en måde at lokke en masse penge ud af virksomheder, der glædeligt betaler store summer for at deltage i ‘prestigefyldte’ priser. Men det er også en måde at lokke os forbrugere til at tro på en virkelighed, som nok ikke helt er virkelighed.
Derfor blev jeg nødt til at læse op på, hvad det her såkaldte ‘DM i Cocktail’ afholdt i Herning egentlig bestod i. Jeg har googlet navnene på tidligere års vindere, og det ser umiddelbart ikke ud til, at landets mest seriøse cocktailbarer deltager. Og kan man så kalde det Danmarksmesterskab, hvis Danmarks bedste ikke deltager? (Det er i det hele taget svært at finde ud af hvem og hvor mange, der deltager)
… Jeg ved det ikke, måske tager jeg fejl — i så fald må du endelig rette mig (så bringer jeg en undskyldning næste uge)… Vil egentlig bare lige råbe vagt i gevær — det er det vilde vesten med de her awards :)
🍽️ Mere nyt om den nye restaurant ved Graven: Bastían åbner snart i graven. I sidste nyhedsbrev havde jeg ikke nået at tale med folkene bag. Så jeg måtte gætte. Og jeg formodede, at navnet stammede fra Baskerlandets store madby, San Sebastían. Og jeg har nu fået bekræftet, at jeg havde ret i min tese. Teamet, som består af tre unge venner fra Mols, uddyber:
“Vi håber på at kunne seate dining-gæster side om side med gæster som blot skal have en pintxo og et glas txakoli inden de skal videre. Retterne er enkle og koncentreres om få gode råvarer. Ligesom i San Sebastian der som havneby på grænsen mellem Nordspanien og Sydfrankrig, ikke ligger sig op ad noget traditionelt køkken.”
Pisse sejt, at tre unge venner kaster sig ud i så ambitiøst projekt. Det er jo lokalet lige overfor Drudenfuss. Så beliggenheden er i top — og lokalet har også en flot størrelse. Kæmpe held & lykke herfra!<3
🏙️ Lige på trapperne: Kom med på video-rundvisning på trapperne af Århus Ø’s Irmahus & et sneek peak i Bassin Seven, som bliver et 3-etagers spa, der har ambition at blive nordens bedste. Forventer at åbne i første kvartal af 2027 (Stiften FB)
🥙 Pita-gutterne bag ‘De Fyrretyve Røvere’ åbner ny lokation på Frederiks Allé: Og de har fået sig en særlig rygeovnen, der skal tilberede den nye smag ‘røget brisket’ (migogaarhus)
🌳 19 hektar marker skal med ny metode forvandles til ny skov & natur lidt udenfor Århus (migogaarhus)
🍔 Video - Stiften kårer Århus’ bedste burger: Spoiler alert… de nye ‘Lighthouse Burgers’ går med sejren (Stiften)
🥒 Video: Medejer af Bardok & Mleko viser sine (syltede) favoritter i Eurodeli i Tilst (Stiften IG)
♻️ 2 nye genbrugs ‘byttebokse’ på hhv. Sønderborggade 6 (Langenæs) og Grønningen 8 (Øgaderne) (Tv2 Østjylland)
🗳️ Her er overblik over de Østjyske kandidater i Folketinget (dinavis)

Ny Heromkring-artikel: Hvor finder du eventyret i det nære? Vores nye, skarpe skribent har spurgt 7 århusianere, vi stoler på.
LÆS ARTIKLEN HER

Jeg vælger kun de ting, jeg selv gerne vil deltage i. Desværre kommer jeg ikke afsted til det hele selv. Så meld gerne lige tilbage, hvis noget har været fedt/dårligt. Så noterer jeg det til en anden gang!
KOMMENDE UGE
Mandag (30. marts)
🎬 Instruktør & manusforfatter bag filmen ‘Lucky’ kommer og fortæller hos Trøjborg Bio (18.30 - 125kr)
Når socialrealismen gør det bedst, vækker den vores empati med de befolkningsgrupper, vi normalt har ringe forudsætninger for at forstå. Om det er en pisse rig arving (fra Per Flys danske trilogi om klassesamfundet) eller en desperat, britisk pakkeleverandør i Sorry We Missed You (fra den britiske Ken Loach), så tror jeg på, at de rykker os tættere.
Så, det er både spændende & vigtigt, at vi får en omgang kølig virkelighed serveret fra et dansk migrant-perspektiv i filmen Lucky - læs anmeldelse på Soundvenue her.
✊ Aldersaktivisterne holder generalforsamling i A-huset (16.30 - 100kr kontingent)
Århus er jo notorisk kendt for at være en ung by. Og A-huset huser også sin del ungdomsevents. Så, respekt til alders-aktivisterne der hæver næve & aldersgennemsnit med stolthed<3
🐣 Påskemåltid i Sct. Pauls Kirke m. lam, vin & erindring (18.00 - 75kr)
🧘♂️ Yoga på Turkis (17.00 - 60kr)

Instruktør & manusforfatter bag filmen ‘Lucky’ kommer og fortæller hos Trøjborg Bio (18.30 - 125kr)
Tirsdag (31. marts)
🖼️ Elever fra Eriksminde Efterskole udstiller deres kreative “hovedopgave” i Den rå Hal (14.00 - fri entré)
Jeg ved, at Eriksminde Efterskole har et højt kreativt niveau og skarpe elever. Så, jeg tror ikke, at den her udstilling er et dumt sted at kigge hen, hvis man vil forstå, hvad der rør sig i ungdommen — og måske i fremtiden?
📽️ Sneek peek på den nye DR-serie ‘Mindernes Ø’ på Dokk1 (14.30 - gratis)
🍿 "Fassbinders ‘måske mest tilgængelige film’ hos Øst for Paradis (18.30 - 110kr)
⚒️ Gør-det-selv-cykelværksted på Nærgenbrugsstationen (17.00 - gratis)
Repair Café på Dokk1 (16.30 - gratis)
🍷 Oprydningsudsalg hos Backstage Wine på Grønnegade (14.00-18.00)
🍽️ Mad & Fad hos Le Coq - menu er en overraskelse indtil tirsdag (19.00 - 50kr)
🚴♀️ Jørgen Leths personlige film om cykelløbet ‘Paris-Roubaix’ (20.45 - 90kr - få billetter)
🏐 Tirsdagspetanque ved Folkehuset Marselis (10.00 - gratis)
👨🦲 Foredrag med Stig Tøfting hos Folkestedet (18.00 - 50kr)

📽️ Sneek peek på den nye DR-serie ‘Mindernes Ø’ på Dokk1 (14.30 - gratis)
Onsdag (1. april)
🐾 Potecafé med SIND hos Folkehuset Møllestien (16.00 - gratis)
Jeg kan ikke huske, om jeg har sagt det før. Det har jeg sikkert. Og for det beklager jeg. Men, den gode Nick Cave er jo sprunget ud som vinterbader. Han fortæller i podcasten Fashion Neurosis*, at det er af den simple årsag, at man ikke kan vinterbade og være deprimeret på samme tid. Kroppen er så meget i chok, at der er absolut 0% kapacitet til at være ked af det.
Nå, men jeg er overbevist om, at man kan bytte ‘vinterbadning’ og ‘kæle med en labrador’ — og så holder påstanden stadig. Det er meget svært at være trist i den situation. Den indsigt har organisationen SIND heldigvis for længst taget handling på med deres potecaféer.
* Fashion Neurosis har — foruden sine spændende gæster og intellektuelle perspektiv på påklædning — et andet spøjst trækplaster: Værten Bella Freud er oldebarn af den gode gamle Sigmund Freud. Tjek podcasten ud på Spotify her.
💍 Premiere på The Drama m. Robert Pattinson & Zendaya + Vermouth Spritz (19.00 - 135kr)
Det er ikke kun de smukke mennesker på coveret, der er værd at bide mærke i ved The Drama. Den norske instruktør Kristoffer Borgli fangede virkelig min opmærksomhed med filmene ‘Dream Scenario’ og ‘Syk Pike’. Man kan godt fornemme slægtsfællesskabet med Joachim Trier (som nok er mest kendt for filmen Verdens Værste Menneske). De kan noget de nordmænd.
Meet the maker hos Force Majeure: Klog type kommer og fortæller om Rhum Agricole og junglejuicen fra Haiti. Oveni hatten er der 1x cocktail & 3x smagninger (17.00 - 199kr)
💃 Latin Social Food, Jazz & Dance hos Trøjborg Beboerhus (17.30 - 200kr)
🇨🇩 Café Mellemfolks Global Kitchen tager til den Demokratiske Republik Congo (17.00 - 110kr)
🎶 Musikquiz med Harry Potter-tema hos Shima (19.00 - fri entré)

Café Mellemfolks Global Kitchen tager til den Demokratiske Republik Congo (17.00 - 110kr)
Torsdag (2. april)
🎸 Guitar Hero-turnering hos Tokio Bar (19.00 - gratis)
Jeg har varme minder om Guitar Hero. Der var ikke noget som at spille nummeret "Through the Fire and Flames" på Medium. Sikke et flow! Hvilken eufori! Der var ikke langt til, at man var en sand guitarist. Lige indtil man sad med en sand guitar. Så brast drømmen ligesom hurtigt. Og sådan er der jo så meget…
Nå, men jeg har en ven, der har deltaget før. Han siger, at det er en stor oplevelse med store legender i lokalet.
🎤 5 upcoming århusianske rapnavne holder koncert hos HeadQuarters (19.00 - 40kr)
🥂🍿 Premiere på Jim Jarmuschs nye film ‘Father Mother Sisther Brother’ inkl. bobler inden filmen (19.00 - 135kr)
Du ka også se den i den søde, lille Malling Bio
🌹 Fælleslæsning af ‘erotisk litteratur og andre afvigelser’ hos Fairbar (17.00 - gratis)

5 upcoming århusianske rapnavne holder koncert hos HeadQuarters (19.00 - 40kr)
Fredag (3. april)
💊🎤 Chrome! & Skomager optræder hos Volume Village (21.00 - 140kr)
Mon ikke jeg er sent til festen — det har sikkert været længe undervejs: men jeg bemærker oftere og oftere en særligt slidt & dopet udgave af ‘poor core’ blandt up-coming artister. Ikke bare u-poleret eller u-perfekt: men en decideret dyrkelse af grim æstetik… Som så alligevel bliver lidt sejt.
Et godt eksempel er hos de semi-hypede Smøgmænd, der i den her musikvideo klæder sig lidt som klichéen på en bistandsklient kombineret med en lilla jakke, du kunne finde i Vero Moda for 20 år siden… Og ja, så bærer de grimme masker.
Et andet eksempel er den talentfulde BuildUpBreakDown fra Århus, der kører bar kas’, åben hættetrøje & samme solbriller som L.O.C. gjorde på coveret af Melankolia/XxxCouture i 2008.
Nu viser Volume Village mig så de her vilde typer Chrome! og Skomager. De er godt ude i en mere Young Thug mumble rap-inspireret stil — men de dyrker i høj grad også den dopede, grimme stil.
Jeg har før tænkt, om det kunne være forbundet med det stigende opiodmisbrug blandt unge i Danmark. Det føles som, de bedøvende midler siver ned i kulturen og manifesteres som en sløv og/eller syret æstetik & lyd.
… Og Chrome! & Skomager bekræfter også i det her interview på Youtube og i Politiken, hvordan de har været ødelagt af opioid-misbrug.
Ja, jeg føler mig gammel, når jeg dykker ned i de her tendenser. Måske gør du det samme… Men, hvad har vi tilbage uden vores nysgerrighed.
Tak til Volume Village for at booke og vise os alle de her vilde folk. Læs mere om Chrome! & Skomagers musik på Soundvenue.
🎺 Mad & musik på Café Gaya - m. De 4 Maver (17.00 - 150kr)
Lørdag (4. april)
💿 Candlelight Concert med Phil Collins (19.30 - fra 280kr)
Hvis du har en sofistikeret, snæver musiksmag, så kan du nok let afskrive en Candlelight Concert med Phil Collins som en anelse klichéfyldt…
Men her er mit forsvar:
1) Forfatteren Brett Easton Ellis’ blodtørstige hovedkarakter Patrick Bateman er stor fan af Phil Collins & taler ganske fint for sig— både i bogen og filmen (hvor Collins-monologen nærmest er forspil til mordakten).
2) Der var altså også mange stearinlys til Nirvanas legendariske MTV-unplugged koncert.
🇧🇫 Det Norsk-Burkina Fasoske band ‘Solo Diarra’ bringer jazzede vestafrikanske rytmer til Institut for X: Og det lyder godt (20.00 - 50kr)
🎸 Chicago-based gæsteprofessor & indie-musiker spiller solo-set hos reverb Vinyl (15.30 - fri entré inkl. øl/vand)
🎵 Sangskriver-cirkel m. Martin Zeppelin, Stella Darla & Karl Kristian (20.30 - 110kr)
🍗 CAPO byder på fødselsdagsbanko, champagne og fried chicken sandwiches (14.00 - 295kr)
🎺 Du kommer ikke udenom jazzen den her lørdag:
‘Jazz Night’ hos Café Mellemfolk (20.00 - gratis)
Frokostjazz m. Århus Jazzklub (13.00 - fri entré)
Lørdagsjazz hos Erlings (15.00 - 25kr)
🏺 Materi Studio & Wabi Sabi holder vintage pop-up (14.00 - gratis)
🎨 Art Walk hos Kunsthus TESE (13.00 - gratis)

Chicago-based gæsteprofessor & indie-musiker spiller solo-set hos reverb Vinyl (15.30 - fri entré inkl. øl/vand)
Søndag (5. april)
🧘♂️💦 Yoga & Velvære i Badeanstalten Spanien (18.00 - 180kr)
🛒 1000m2 loppemarked i Højbjerg (11.00-14.00 - fri entré)
💿 Lytteklub med Sabs hos Turkis (11.00 - gratis)
🦅 Fugletur fra Egå Engsø (10.00 - gratis)

Lytteklub med Sabs hos Turkis (11.00 - gratis)
ET STYKKE AF FREMTIDEN
Du kender det sikkert. Når først man får øje på de allermest spændende ting, så er de udsolgt. Jeg finder oftest kun tid til at rode med den kommende uge. Men jeg prøver så godt jeg kan at holde denne fremtids-liste opdateret også.
Event-tider hos det nye premium te-sted i Mejlgade Obi Na Cha (flere tidspunkter)
Vinbutik & -importør, Reduktivt, starter ‘Vinskolen’ - session 1 (8. april - 19.00 - 595kr)
Foredrag m. Bente Klarlund (13. april)
Loveshop koncert hos Train (17. april - 350kr)
Glenn Bech foredrag i Musikhuset (15. april 2026 - 310kr)
‘Alle’ spiller hos PHONO (24. april - 19.00 - 110kr)
Uffe Lorenzen hos VinDanmark (6. maj - 250kr)
Sort sol i Musikhuset (6. maj - fra 410kr)
Peter Sommer & co. i Musikhuset (10. maj)
Beta Festival: FLOT lineup - især torsdag går lige i mit hjerte (14-16 maj - 300kr dagsbillet)
Claus Hempler i Musikhuset (14. maj - fra 390kr)
Foredrag med Anders Lund Madsen (19. maj)
Lær at støbe smykker i sølv på Godsbanen (21. maj)
Foredrag med Rasmus Tantholdt (26. maj)
Foredrag m. Claus Meyer (29. maj)
Foredrag m. Jørgen Skouboe (1. juni)
Foredrag om overgangsalderen m. Anne Hjernøe (8. juni)
Lav din egen ring på Godsbanen (10. juni)
Keramik/dreje-kursus på Godsbanen (21. juni)
Bremer Mccoy hos Radard (26., 27. & 28. juni)
Kaleido Festival: Første “drop” er klar - og when Saints Go Machine kommer <33 (19-21 juni - 450kr)
Koncert m. Smøgmænd på Voxhall (5. september)
Foredrag m. Simon Jul & Rane Willerslev (8. september)
Foredrag med Svend Brinkmann (14. september)
Koncert m. Allan Olsen i Musikhuset (1. november)
Koncert m. Mikael Simpson på Train (5. november - 325kr)
When Saints Go Machine i Musikhuset (11. november)
Guldimund i Musikhuset: Han plejer at sælge - så det er nok fint at være i god tid (7. nov 2026 - 390kr)
Foredrag med Nicklas Brendborg fra ‘Gobler ældes baglæns’ (7. december)
Sebastian & Lis Sørensen i Musikhuset (14. februar, 2027)
Frank Hvam oneman show i Musikhuset (19-20 marts, 2027)
Det var det for i dag! :)
Er der bare én Heromkring-læser, der inviterer sin mor, ven eller fjern fætter til et event den her uge — så er min lykke gjort ❤️ Byen lever, når du gør.
Fortæl endelig, hvis der er noget, jeg kan gøre bedre!
Taknemmelige hilsener, Simon
Hvad synes du om dagens nyhedsbrev?Hvis du trykker 'Stram op' eller 'semi', vil jeg rigtig gerne vide, hvad jeg kan gøre bedre. Hvad var det, der ikke spillede i dag? :) |
