Skønheden & Udyret

TEKST: Simon Damgaard
FOTO: Alexander Jæger Thorsager Nørbjerg & Rasmus Stenhøj

» Når du går rundt i din by
og bli'r lidt trist over nybyggeriet
sikkert tegnet af nogen
for hvem det heller ikk' rigtigt sagde en skid.«

SÅDAN LYDER DE FØRSTE LINJER fra en af Heromkring-redaktionens helt store østjyske helte, Peter Sommer, på De Eneste To-nummeret Skrig Det Til Træerne.

Og, ja for den, vi kender følelsen — og er bange for, at du, kære læser, også gør.

Der har altid været stærke holdninger til vores fælles fysiske rammer. Men tonen og debatten om arkitekturen føles forrået i takt med at skyskrabere og betonklodser er kommet på banen.

I DR-PROGRAMMET Er der en arkitekt til stede? bliver Vandtårnets storebror, Unity (som nu har ændret navn til Archhouse), kaldt for en “fuckfinger til byen”.

Så det er forståeligt nok, hvis du tvivler på, om nogen giver en skid. 

Og den følelelse kan være særligt foruroligende, når det kommer til udviklingen af vores by. For modsat udyret i eventyret, der forvandles til skønhed med kærlighedens magt, så består vores bygninger for evigt i beton.

» Men hos Heromkring helliger vi os håbet over kynismen. Vi ved, at Århus har en af landets stærkeste arkitektskoler. At tegnestuerne er fyldt med mere passion end en padelbane proppet med østjyske mellemledere. « 

MEN HOS HEROMKRING HELLIGER VI OS HÅBET over kynismen. Vi ved, at Århus har en af landets stærkeste arkitektskoler. At tegnestuerne er fyldt med mere passion end en padelbane proppet med østjyske mellemledere.

Så, vi tør godt trøste den gode Peter: Dem der tegner vores bygninger bekymrer sig. En hel del, faktisk.

Skønheden afhænger af øjet, der ser. Derfor tillader vi os for en kort stund at placere dine øjne i hovedet på en arkitekt. For hvilke detaljer, vinkler og materialer er det, de faglige øjne ser, som vi ikke gør?

NU SKAL DU MØDE den første arkitekt i rækken. Han hedder Pit Herold, er uddannet fra arkitektskolen i Århus i 2016 og stiftede i 2020 arkitektfirmaet Rumvæsen.

Tag pænt imod Pits bud på bybilledets skønhed – og udyr. God fornøjelse!

SKØNHEDEN
(Kedelhuset)

» Min yndlingsbygning i Aarhus har altid været samspillet mellem den tidligere Vaskeribygning og Kedelhuset, som var tilknyttet Aarhus Kommunehospital/Universitetshospital, før det rykkede til Skejby.

Måden, Kedelhuset markerer hjørnet af Trøjborgvej og Peter Sabroes Gade så smukt og bliver et pejlemærke, når man bevæger sig op ad Trøjborgvej. Sådan indvarsler den også starten på hele området omkring det gamle Universitetshospital og universitetet på den anden side af Nørreport.

» Det smukke, tætte murværk i røde sten. De tre lavere bygningsvoluminer slår takten an, Kedelhuset bryder rytmen på hjørnet. «

— PIT HEROLD, TEGNESTUEN RUMVÆSEN

Det smukke, tætte murværk i røde sten. De tre lavere bygningsvoluminer slår takten an, Kedelhuset bryder rytmen på hjørnet. De lave bygninger har saddeltag, Kedelhuset bliver meget karakteristisk med sin asymmetriske tagform. Begge har meget enkle åbninger – gavlporte på de lave, vinduesbånd på den høje. Simpelt, funktionelt. Smukt.

Jeg mener, at det er The Kitchen, der nu skal ind og bo i Kedelhuset, og jeg glæder mig til at se denne smukke bygning indefra, nu hvor den er blevet transformeret og har fået ny funktion. Men det, der gjorde mig nærmest rørt før, var kombinationen af vaskeriets program og Kedelhusets monolitiske skønhed.

Mens skorstenen strakte sig mod himlen, var der altid fuld aktivitet på vaskeriet, og de havde næsten altid gavlportene åbne. Så damp stod ud fra vaskeriet og slyngede sig omkring Kedelhuset, mens lyden af klirrende vaskebøjler og mennesker, der kaldte til hinanden, fløj ud over gaden. Jeg elskede det. Bygningen blev så levende. Som et dyr. Man kunne se dens varme, fugtige ånde og se ind i dens inderste funktionsorganer. «

UDYRET 
(facadelinjer ved Ceres Parken og Søren Frichs Vej)

» Der har allerede været sagt så meget om Unity ved Vandtårnet, så jeg vil ikke fremhæve den her, selvom jeg synes, at det er et af de værste eksempler på brudte visioner og uforskammet dårlig placering.

I stedet vil jeg pege på de to facadelinjer ved Ceres Parken og Søren Frichs Vej, som jeg synes bærer præg af billigt byggeri og betonmodularitetens logik. Jeg synes, det er uforskammet at binde an med den slags løsninger. Der har været et dogme om differentieret facadehøjde, taghøjde og nedbrydning af skalaen samt brug af forskellige facadematerialer for at skabe mangfoldighed og noget visuelt interessant – men jeg synes ikke, det har bidraget med ret meget skønhed i vores by.

Jeg nævner disse steder, fordi de er lange stræk af komplet afvisning. Der er ikke plads til den menneskelige skala – jeg foretrækker at gå eller cykle på den modsatte side eller planlægge mine ruter for at undgå dem, fordi jeg synes, de er kolde, kyniske og uden indlevelse. Flade facader, gentagne rytmer uden humor eller markerede start- og slutpunkter. En endeløs pølsefabrik, hvor det levede liv er sekundært, og profitmarginen er vigtigere end prestige eller stolthed.

Heldigvis begynder flere etagebyggerier at være mere kvalificerede og spændende – men jeg kan ikke vente, til vi stopper med at bygge de her duploklodser. Uha. «

Hvordan får vi mere skønhed ind i det Århusianske gadebillede i fremtiden?

» Først og fremmest går jeg i brechen for, at vores byer transformeres i stedet for at blive genopfundet, udvidet og udvisket. Der er ikke noget galt i fornyelse, men selvom jeg er vemodig over, at der ikke er vaskeri og Kedelhuset oppe ved det gamle Universitetshospital længere, er jeg glad for, at huset står der endnu. At historien lever videre, og at den nye funktion og det nye liv deroppe bliver et nedslag i husets historie. Det er ikke en start og en slutning, men et kontinuum.

Jeg er i bestyrelsen hos Kulbroen – her har vi i over 10 år kæmpet for at ændre et gammelt kulkranspor til en aarhusiansk High Line og en kulturinstitution. Og vi er lykkedes med det. Jeg vil gerne have, at Aarhus får mange flere af den slags historier. Meget mere bottom up – meget mere italesættelse og respekt omkring identitet.

En stærk identitet kan godt holde til grimme facader og bygninger med profitmaksimering. Men hvis et område udelukkende er formet af dette og ikke har stærke naboskaber eller organisationer, er jeg bekymret for, om vi får en by, hvor boligen blot er en funktion og ikke et hjem, og vi derfor ikke respekterer vores omgivelser og de steder, vi bor. Det tror jeg ikke var det, nogen af os mente, da vi sagde, at funktionen skaber formen – eller at livet mellem husene blot skal være en hævet krave for at skærme for vinden.

Jeg vil i hvert fald kæmpe videre for, at vi respekterer og genfortæller hinanden de historier, der har formet vores by – og at vi er nysgerrige på et byliv og naboskab, der byder på andet end at gå i Netto. «