Rotterne kommer

I store vestlige byer stiger antallet af rotter – også i Aarhus. De kravler i kloakkerne og bygger reder i husmurene. Rotterne vil helst være, hvor vi er; vi vil helst undgå dem. I Paris taler man om sameksistens, i New York erklærer man krig. Hvad gør vi i Aarhus?

Tekst: Lasse Vrist
Fotografi: Vilma Søndergaard
Lyd: Tobias Nis Johannesen

Det sidste, der forsvinder, er den nøgne hale. Udenfor en villa i Risskov viser June mig overvågningsvideoen på sin telefon. En lille brun krop klatrer op ad en efeubeklædt murstensvæg. Halen dingler i luften, indtil den kniber sig ind gennem en sprække under taget.

Videoen stopper, og June kigger på mig:

”Så ved vi, hvordan den er kommet ind,” siger hun.

I lang tid har husejeren hørt lyde. Skrattende skridt på loftet. Mest om natten.

Det har ikke været til at tage fejl af – og når man som husejer i Risskov og Egå hører denne særligt mareridtsfremkaldende lyd, ringer man til June Stakston Wehlast.

Hun er servicetekniker ved Mortalin, som varetager rottebekæmpelsen for Aarhus Kommune – og netop rottebekæmpelse er June specialiseret i. Nu står hun og forklarer, hvordan en klatreplante som efeu nærmest er en invitation til rotterne. Samtidigt træder husejeren ud ad indkørslen og trasker mod os i strømpefødder. Hænderne er stukket i lommen, og munden er lukket i en lige streg. Han nikker til June, inden han henvender sig til mig:

”Bare lige så vi er helt enige, så bliver det uden navn eller adresse, når du skriver din artikel. Det er noget lort, hvis vi skal sælge huset en dag.”

Rotterne løber gennem vores parker, snuser i vores skraldespande og svømmer i vores kloakker. Hvis den finder et hul, så udforsker den det. Den skal bare bruge to centimeter, så klemmer den sig igennem. Hvis der ikke er plads, har rotten evigtvoksende tænder lige så hårde som marmor, der gnaver sig igennem isolering, ledninger, kloakrør og beton.

Den kan løbe rundt med mindst 55 sygdomme, der kan overføres til mennesker. Så er der ikke noget at sige til, at husejeren i Risskov ikke vil have skrevet, at han bor med roomien fra helvede.

Problemet er bare, at rotterne i stigende grad flytter ind. Et par af de brune gnavere kan under de rigtige forhold formere sig til 800 stykker på et enkelt år. Som samfund har vi for længst opgivet at udrydde dem. Nu hedder det bekæmpelse – og klimaet er imod os.

Det bliver varmere og varmere. Rotter overlever nemmere vintrene, mens somrene bliver længere, og der er plads til endnu flere kuld. Imens flytter mennesker stadig mere og mere sammen i store byer, og rotterne følger trop. Det er konklusionen i en rapport fra Science Advances. Rotterne kommer. Og hvad gør vi så?

I Paris kigger borgmesteren – helt alvorligt – ind i muligheden for samlevelse. New York Citys borgmester, Eric Adams, ”hader rotter” og har udpeget en rottezar, der skal lede bekæmpelsen ved blandt andet at lukke for ”rottebuffeten” i form af byens skraldespande, hvilket de sidste otte måneder har resulteret i et konstant fald i rotteanmeldelser.

”The rats are running scared,” som Eric Adams siger.

Og hvad så med os? Sidste år brugte Aarhus Kommune 9.075.154 kroner på leverandørydelser til rottebekæmpelse. I 2015 var der 6.485 anmeldelser vedrørende rotter, mens der sidste år var 10.212, hvoraf to tredjedele var indendørs. I Aarhus Kommune – og resten af Danmark – har du pligt til at indberette, hvis du ser en rotte. Det er lige meget, om det er i Mølleparken, ved Brabrandsøen eller i dit hjem, lovmæssigt skal du melde det til kommunen.

Netop det gjorde Anna. Hun havde i et stykke tid tænkt over stanken fra sin træterrasse, men at den skulle komme fra rottelort, havde hun ikke overvejet. Ikke indtil hun sad i sin stue med en kop te og kiggede ud på sin – som hun selv siger det – yndige blomster og så en stor, fed rotte.

Da June træder ud af bilen, rækker Anna armene ud til en krammer. Hun er lykkelig for at se løsningen på sin rottesituation. Det forholder sig bare sådan, at June ikke selv kan løse problemet.

Eller det passer ikke helt. Jeg har set hende bruge et par nedsunkne fliser og et brudt spindelvæv til at lokalisere præcis, hvor en rotte var kommet fra.

Jeg tænkte, at hun måtte være en form for rotternes Sherlock Holmes. Den tanke går jeg med, indtil vi parkerer bilen hos Anna, og Junes kollega, Chloe, hopper ned fra passagersædet. Rundt om kroppen har hun en sele, hvor der står Ratcatcher. Der går det op for mig, at June nok nærmere er Sherlocks assistent, Watson.

Mens Anna fører an, fortæller hun, hvad hun ved. Den store fede rotte ved hendes yndige blomster havde gnasket et nedfaldsæble. Derefter havde hun igangsat sin egen amatørefterforskning og fundet både rottelort og halvspiste snegleskaller under sin udendørsspa – som i øvrigt var begyndt at stinke af rottelort.

Så snart vi nærmer os spaen, begynder Chloe at snuse, spjætte og spænde i sin lille krop. Det er nok vigtigt at fortælle, at Chloe er en hund. En hund specialiseret i at opsnuse, fange og knække halsen på rotter. En rottehund.

Chloe er lille, lidt pjusket og helt hvid. Bortset fra hovedet. Halvdelen af pelsen i hovedet er kulsort. Som Batman-skurken Two-Face – bare væsentligt sødere. Får hun færten af en rotte, så ændrer hun fuldstændig adfærd.

Og Chloe er på sporet af noget. Det er derfor, hun spænder i hele kroppen og trækker i sin sele, mens Anna lukker op under spaen.

”Ja, Chloe. Det dufter dejligt af rotte her. Jeg fjerner fælderne, så skal du nok komme fri. Rolig nu,” siger June.

Snoren tages af. Chloe stormer ind under spaen. Bjæffer lidt, snuser til en gang rottelort og et halvgnavet æble, og så løber hun videre.

”Der har været en rotte her. Det fortæller hun os, men den er væk – ellers ville hun blive derinde,” siger June, mens Chloe allerede står på træterrassen og bjæffer.

Når Chloe først er på arbejde, er det svært at følge med, og inden June når at tjekke træterrassen for de halvspiste snegleskaller og ekskrementer, Chloe har fundet, løber rottehunden videre til skuret bagerst i haven og stopper ved en brændestabel. Og her sker det, vi – åbenbart – har ventet på; Chloe logrer med halen.

”Hun har den. Den er her et sted,” udbryder June.

June forstår Chloe med det samme. Selvom det er hundens første år som rottebekæmper, kender June den slags signaler. Hun er gift med en rottefænger, og gennem tiden har de haft fire forskellige rottehunde. På underarmen har hun tatoveret Chloes forgænger.

På samme måde, June forstår hundene, forstår Aage Kristian Olsen Alstrup rotterne. En stor del af hans arbejde foregår i stalden på Aarhus Universitet. Lokalet ligner en dyrehandel med små glasbure på rad og række. Når Aage Alstrup træder ind i lokalet, løfter mindst et par rotter i hvert bur sig op på bagbenene og kigger på ham – bare lige for at konstatere, at det er ham igen.

Aage Alstrup er specialdyrlæge i forsøgsmedicin, ph.d. og har en doktorgrad i dyreforsøgskundskab. Når man på Aarhus Universitet eller Aarhus Universitetshospital skal bruge et par gamle rotter til et parkinsonsforsøg, så er det Aage Alstrups opgave at holde en håndfuld rotter i live i halvandet år. Når han træder ind i stalden, er det ikke uvant, at 30 brune rotter hilser på.

Jeg ringer ham op, og han begynder med det samme at fortælle: ”Meget af det, vi ved om menneskekroppen, ved vi fra rotter. De er tæt beslægtet med os. Vi har fælles forfædre med aberne, men leddet inden er vi i familie med gnaverne. Vi bruger ikke aber til forsøg i Danmark, men rotter er et godt alternativ.”

Rotten er ifølge Aage Alstrup meget intelligent. Langt klogere end eksempelvis mus, der næsten er for dumme til at lave alzheimerforsøg. Det er i hvert fald langt vanskeligere, fordi de glemmer alting alligevel. Hvis en vild rotte derimod opdager en bunke gift forklædt som mad, så smager den kun på en lille smule – og så husker den. Hvis rotten efter nogle timer får ondt i maven, spiser den ikke resten af bunken.

Jeg fortæller ham, at jeg har hørt rottebogsforfatter og journalist Lasse Lavrsen sige i podcasten Genstart, at rottegift i Nordeuropa helst skal smage af pølse, mens det i Sydeuropa helst skal smage af olivenolie.

”Det er rigtigt nok. Rotten er utroligt veltilpasset. Den gør, som vi gør. Før i tiden var dens kost mere plantebaseret, men nu æder den i høj grad de ting, vi spiser,” forklarer han.

Rotterne er, hvor vi er. De spiser, hvad vi spiser. De trives, når vi trives. Når vi varmer vores hjem op, bygger de rede i væggene. Når vi holder picnic og efterlader et halvspist brød, får de et måltid. Når vi overforbruger og fylder dårligt lukkede skraldespande med madaffald, har de forråd til et helt liv.

Lasse Lavrsen skriver i sin bog Rotter og Skilsmisse om menneskers syn på rotter: ”Rotten er ikke et stykke natur, den er et stykke civilisation. Hvis du ser en hjort eller en grævling, vil du kunne sige: ’Nej se, der er et stykke natur!’, men hvis du ser en rotte, ser du noget, civilisationen har kastet op.”

Og det var ikke en grævling eller en hjort, der stod ved Annas yndige blomster. Det var en rotte. Sandsynligvis samme rotte, Chloe nu jagter. Hun følger et spor af snegleskaller og rotteurin ind bag brændestablen. Halen logrer, Chloe slikker sig om munden og så – mens hun nærmer sig rotten – løfter June hende op.

”Nu tror hun, jeg er idiot,” siger June.

Hun ved godt, at når Chloe først er i gang, så er det hunden, der styrer. Problemet er, at hverken rotterne eller Chloe kender husgrænsen, og rottesporene fører ind i naboens have. Det er til rotternes fordel i dag.

Så Chloe bliver placeret på passagersædet i bilen, hvor hun stirrer ud ad vinduet, mens June forklarer Anna, hvad planen fremover er.

”Vi skal have hævet den brændestabel med nogle centimeter, så en kat eller ræv kan komme under. Vi kan lige så godt bruge naturen til vores fordel,” siger June og viser et eksempel fra en tidligere rotteplaget klient.

”Det er faktisk meget pænt,” svarer Anna.

”Ja, og i forhold til dit skur. Der står fem kilo fuglefoder. Det stopper nu”

”Ej, men fuglene i haven er så fine.”

”Jeg ved godt, at det er træls, men der er foder nok til fuglene i naturen, det er bare rotterne, der spiser det.”

Før June kører, spørger Anna – som mødte hende for første gang dagen før – om hun må få en krammer.

”Betyder det noget om, jeg siger ja eller nej,” svarer June. Det gør det ikke. Anna giver hende et ordentligt kram.

”Jeg møder folk, når de er allermest pressede,” forklarer June mig, da jeg senere spørger, hvordan hun har så godt et forhold til de rotteplagede.

Noget flytter ind i deres hjem uden invitation. Folk bliver pressede, sover dårligt, bekymrer sig om ejendomsværdien. De vil ikke associeres med rotterne – tænk på den traskende husejer i strømpefødder.

”Rotter i hjemmet forbindes historisk med dovenskab og dårlige værdier. De er ikke blot tegn på huller i væggene, men symboler på moralsk fordærv,” fortæller Karolina Lukasik, da jeg ringer til hende.

Hun er ph.d. i psykologi og forsker i menneskers forhold til skadedyr hos Helsinki Universitets Urban Rat Project. Hvis man googler hende, dukker et billede op, hvor hun smilende sidder med en hvidpelset kælerotte på skulderen.

”Selv om jeg godt kan lide rotter, ville jeg finde det foruroligende, hvis jeg så en vild rotte i mit hjem. Vores hjem er steder, vi kontrollerer. Når naturen kommer ind, bryder det en barriere. På et psykologisk niveau kan det være meget stressende,” siger hun.

Alligevel snakker hun om sameksistens med rotterne. Normalt forbinder vi bynatur med ænder i Botanisk Have, men hun pointerer, at det også er pomfritspisende måger ved Åen og svømmende rotter i kloakken. Det skal vi erkende, mener hun. For at forstå det, fortæller hun mig om et toårigt forskningsprojekt, hun har foretaget.

Karolina Lukasik ankom til en kolonihave plaget af rotter. Beboerne talte om ”rottekaos”, ”rottepanik” og ”rottekrig” og havde i lang tid forsøgt at udrydde dem. Uden nogen form for held. Hun bad dem i stedet overveje, hvilke signaler de sendte til rotterne.

”Lader du madaffald ligge, signalerer du til rotterne, at der er et måltid. Fodrer du fugle, kommer fugle – og rotter – og spiser. Efterlader du skrald, giver du rotterne lov til at bygge rede og yngle. Vi må være konsekvente,” siger Karolina Lukasik.

Beboerne fulgte rådet, og rotterne holdt sig i højere grad væk. Snakken om rottekrig aftog, og kun få af beboerne holdt fast i ambitionen om udryddelse.

”De fleste hader ikke rotter, så længe de ikke er i nærheden af dem,” uddyber Karolina Lukasik.

I 2023 nedsatte Paris’ borgmester arbejdsgruppen Project Armaguedon (Projekt Dommedag), som undersøger muligheden for samliv med rotter i Paris. Målet er at finde en måde, hvor rotter og mennesker kan sameksistere på ”den mest effektive måde og på samme tid sikre, at det ikke er ulideligt for pariserne.”

Om det kan oversættes til aarhusiansk, må tiden vise. Lige nu er Aarhus’ rottebekæmpelsesstrategi blandt meget andet en hund, der hedder Chloe.

Og Chloe befinder sig i en lagerhal et sted i Aarhus V. To mænd i blå overalls har set en rotte gnave i en skraldespand i hjørnet. Der er hul i porten, forklarer de, mens June slipper Chloe fri.

Mændene stikker hænderne i lommerne, mens Chloe jager afsted. Hun ignorerer hjørnet, hvor rotten blev set, og løber mod en bunke gamle bussæder. Halen logrer.

I samme øjeblik hopper en rotte ud fra sit skjul. Den trækker sin nøgne hale hen langs gulvet, mens den lille krop spurter afsted. Chloe er lige i hælene på den. Støv og savsmuld hvirvler, mens rotten glider ind under en fyldt palle.

”Hun er helt oppe at støde,” udbryder June.

Halen skyder frem og tilbage.

”Hun har smagt på den nu.”

Chloe løber rundt i halvcirkler om pallen.

Lagerhallen er stor, og rotten har utallige gemmesteder: En gammel madras, savsmuld, cirka 30 dæk og alverdens rod.

Chloe stopper, graver målrettet og nærmest smager på rotten, inden den finder et hulrum og hopper ud. Den løber lige gennem Junes ben.

”Nej! Den lavede tunnel på mig,” råber hun.

Chloe jager rotten 20 meter til den anden ende af lagerhallen. Rotten forsvinder ind bag en reol, men hulrummet er stort nok til, at Chloe kan klemme sig med. June og arbejderne løber hen til de to dyr. Chloe rykker sig frem og tilbage derinde. Den snøfter og stønner. Arbejderne og June omringer reolen. Så bliver der stille. Det eneste, der høres, er Chloes hale, der slår mod reolen. June bøjer sig ned.

”Ej, der er megameget hul der,” siger hun.

Chloe titter frem under reolen.

”Lillefis, det bliver ikke i dag,” siger June.

Hun samler Chloe op. Halen logrer, og Chloe spjætter. Hun vil ned og jage videre. ”I know, mor er dum,” siger June.

June åbner bilen, og Chloe hopper op på sin plads. En tredje kollega sætter fælder op i lagerhallen. Hunden sidder nu helt stille og stirrer ud ad vinduet, men som June siger, er det ”møghamrende frustrerende”. Jeg spørger June, hvordan hun selv har det med rotter.

Hun er fløjtende ligeglad, om hun i en skov møder et pjusket egern eller en rotte med en klam, nøgen hale. Det store problem er bare, at rotten – modsat egernet – flytter ind i vores hjem, hvis vi giver den muligheden.

June uddyber: ”Alle steder, der har været rotter i dag, har været på grund af mennesker. Husejeren havde sat en klatreplante, der gik helt til loftet, Anna havde fodret fugle, og ved lageret var der et stort hul i porten. Det er jo ikke rotterne, der er problemet. Det er os. Det vil jeg gerne informere folk om.”