Pølserne På Lille Torv

FØRST OG FREMMEST er det vigtigt at sige, at den følgende historie er sand. Er der nogen, der kan bevidne den? Nej, gudskelov ikke. I de cirka 45 minutter, miseren stod på, talte jeg ikke med nogen. Henimod slutningen af det hele, kort tid efter det, man på en spændingskurve ville betegne som ”klimaks”, passerede jeg godt nok en bekendt, men vi udvekslede bare et vink, for han var – gudskelov – i færd med en løbetur. 

Nå, men det var en solskinsdag, en lørdag, og jeg gik rundt i centrum af Aarhus sammen med en gruppe gamle venner fra gymnasiet, da jeg pludselig modtog en alarmerende besked fra min krop: Jeg skulle hurtigst muligt finde et toilet.

Når jeg skriver, at jeg ”pludselig” modtog den her besked, er jeg ikke så oprigtig, som jeg ønsker at være. Med det ordvalg lyder det, som om jeg ikke havde den fjerneste anelse om, hvad der foregik, eller hvad det mon kunne skyldes. Men sandheden er, at jeg havde ført mig dumdristigt frem. Aftenen forinden havde vi drukket og røget ret uhæmmet i den lejlighed, jeg boede i på Trøjborg, og så, her dagen derpå, havde jeg hos Jumbo, den dyre bager nede på havnen, både drukket en sort kaffe og røget en cigaret.

DET LYDER NOK RIMELIG USKYLDIGT i de flestes ører, men de kedelige kendsgerninger er, at jeg fra naturens side er udstyret med et ekstremt porøst mave-tarm-system, og så svarer den slags opførsel til at gå hen til en sovende chimpanse, give den et ordentligt los over skinnebenet og så forvente en fodmassage i retur.

»Det lyder nok rimelig uskyldigt i de flestes ører, men de kedelige kendsgerninger er, at jeg fra naturens side er udstyret med et ekstremt porøst mave-tarm-system, og så svarer den slags opførsel til at gå hen til en sovende chimpanse, give den et ordentligt los over skinnebenet og så forvente en fodmassage i retur.«

— Oliver Bodh Larsen 

Hvorom alting er, så tog jeg imod beskeden med rimeligvis ro. Jeg mærkede efter og følte mig ret sikker på, at jeg cirka havde et kvarter at gøre godt med, før det for alvor ville gå galt, og jeg vurderede samtidig, at jeg var cirka ti minutters almindelig gang fra Føtex på Guldsmedgade, hvor jeg før havde benyttet mig af et rigtig fint kundetoilet i kælderen. Jeg informerede derfor mine venner om, at jeg ville finde dem igen om ikke så længe, og gik herefter roligt afsted.

NÅR JEG GØR ET NUMMER UD AF AT understrege min ro, så er det ikke for at prale eller noget, men fordi jeg har lært, hvor vigtigt det er at adskille krop og hjerne i den slags situationer. Med andre ord prøve at undgå, at selve kroppen får nys om den angst og panik, der uafvendeligt vil begynde at samle sig et sted oppe i hjernen, i det man bliver bevidst om, at ens tarmflora er gået i opløsning, at ens tossede, enormt skødesløse opførsel har sat sig for at indhente én. Lige dér er det vigtigt at påtage sig en ro. Lidt ligesom Michael Corleone, der af Clemenza bliver bedt om at gå helt stille og roligt ud fra restauranten, efter han har skudt Sollozzo og McCluskey lige i hovederne.

»Lige dér er det vigtigt at påtage sig en ro. Lidt ligesom Michael Corleone, der af Clemenza bliver bedt om at gå helt stille og roligt ud fra restauranten, efter han har skudt Sollozzo og McCluskey lige i hovederne.«

— Oliver Bodh Larsen 

SÅLEDES BEGAV JEG MIG ind igennem den indre del af Aarhus, forbi Domkirken, henover Store Torv, dernæst Lille Torv. Her var ret mange mennesker, hvilket der ikke havde været længe. Det var i begyndelsen af april 2021, og henover den forgangne vinter havde coronavirusset igen bredt sig. Men nu, med forårets komme, var det hele ligesom ved at blive halvnormalt igen. De fleste af byens butikker var igen åbne, dog underlagt en række restriktioner, fx antallet af besøgende ad gangen osv. 

Fra Lille Torv drejede jeg op ad Guldsmedgade, og jeg havde det stadig fint. Følelsen i maven var langtfra aftaget, faktisk var den mere præsent end nogensinde, men alligevel var jeg ved godt mod, for lige dér lå Føtex, og jeg trak stadigvæk vejret normalt. Jeg var i kontrol, det skulle nok gå. 

Inde i Føtex gik jeg ned ad trappen, ned til butikkens kælder, hvor mit endemål befandt sig, og så – nærmest præcist, som jeg forlod stueetagen – var det, som om det hele begyndte at sætte sig i bevægelse inden i mig.

DU KENDER DET SELV: Du skal på toilet, du er på vej hjem, det går helt fint alt sammen, lige indtil du står og fisker din husnøgle frem, og kroppen fejlagtigt læser det som et signal til, at nu kan den godt give slip.

Husnøglen i denne historie var den hvide dør ind til kundetoilettet. Med det samme, jeg så den, kunne jeg ikke længere holde min krop ude af informationsloopet: Nu vidste også den, hvad der var på vej.

Men, ser du, det helt afgørende problem med min histories husnøgle – den hvide dør, som jeg nu stod lige foran – var det stykke A4-papir, der var hængt op på den, sat fast med gennemsigtig tape: Out of service. (Kan du huske, at jeg i begyndelsen fik nævnt noget med en spændingskurve? Det var nu, at jeg nåede frem til point of no return).

ALT DEN PÅTAGEDE RO, jeg havde mønstret, forsvandt med ét, erstattet af en overvældende panik, der væltede ned gennem min krop, som en flod, der vælter henover en brast dæmning. Jeg have slet ikke kalkuleret med den mulighed, at noget i min ”plan” måske ikke ville gå som forventet.

JEG DREJEDE RUNDT OM MIG SELV og strøg op ad trapperne igen. Nu gik jeg ikke længere som Michael Corleone, mere som Jack Bauer i de døende sekunder af ’24 timer’. Hvis soundtacket for mit indre indtil nu havde været sådan lidt Jan Johansson-agtigt, kørte der nu The Prodigy.

»Nu gik jeg ikke længere som Michael Corleone, mere som Jack Bauer i de døende sekunder af ’24 timer’. Hvis soundtacket for mit indre indtil nu havde været sådan lidt Jan Johansson-agtigt, kørte der nu The Prodigy.«

— Oliver Bodh Larsen 

Ude på gaden stod folk i kø til butikkerne. Måske havde én af dem et toilet, jeg kunne få lov til at bruge? Jeg vaklede lidt – skulle jeg, skulle jeg ikke – men jeg vidste samtidig godt, at jeg kun underholdt den tanke på et rent teoretisk plan, for ikke dér, ikke nogensinde, ville jeg kunne få mig selv til at vælte ind i en Vero Moda og råbe: Jeg skal skide, hvor er der et toilet.

I stedet drejede jeg ned til højre, ned mod Lille Torv. Jeg havde solen i øjnene. Og det var her, mens jeg lidt svimmel forsøgte at bevare fremdriften, at jeg gjorde mig den erkendelse, at det, jeg i mange år havde frygtet, men som aldrig var hændt mig (lige med undtagelse af engang til fodbold, men der var jeg ikke ret gammel), nu var ved at blive til virkelighed.

PÅ LILLE TORV FIK JEG øje på pølsevognen ved navn Børnenes Kontor. Jeg pønsede kortvarigt på, om jeg skulle nappe en håndfuld servietter og finde en nærliggende busk, måske en baggård. Masser af gange havde jeg som barn fundet nogle gode blade og skidt i det fri. Var det så meget anderledes at gøre det i en by? Men jeg kunne glemme de gode idéer, kunne jeg. Sandhedens time var kommet.

Og derfor skete der hverken mere eller mindre, end at jeg i samme øjeblik, som jeg passerede pølsevognen, begyndte at lave mine egne pølser, bare i bukserne. Det var, som om jeg lige dér aldrig havde følt mig mere forbundet til omverdenen, samtidig med at jeg aldrig havde følt mig mere afskåret fra den. Hvad jeg også følte, var en kolossal befrielse.

Langsomt, mens jeg gik og stirrede tomt fremad, fyldte jeg mine underbukser med en masse, der føltes, som om den havde samme konsistens som helt vådt sand. Nå, tænkte jeg, nu går jeg sørme og skider i bukserne under forårssolens stråler, og det er der heldigvis ingen, der ved. Samtidig kunne jeg med en ikke ubetydelig lettelse konstatere, at da jeg var færdig med at skide, var afføringen lige akkurat ikke nået ud over selve kanten på mine underbukser. 

EFTER DISSE FØRSTE OG MEGET SENSATIONELLE SEKUNDER begyndte jeg igen at tænke praktisk. Fra min fortid som højspændingsmontør vidste jeg, at der ved de fleste kirker også er et toilet tilknyttet, så jeg begav mig i retning af den nærliggende Vor Frue Kirke. Men der var ikke noget toilet, ikke et, jeg lykkedes med at lokalisere i hvert fald. Jeg prøvede også at banke på døren ind til kirken, men ingen svarede.

I stedet tog jeg min telefon op fra lommen og googlede mig frem til det nærmeste offentlige toilet. På Vesterbro Torv, ikke så langt væk, var der et. På vejen dertil tænkte jeg ikke på ret meget, faktisk kun to ting. Den ene var at undgå at komme til at skvulpe afføringen ud af underbukserne, og den anden var, at hvis jeg mødte nogen, så måtte jeg lægge kortene på bordet og referere til den første ting, nemlig at mine underbukser var fyldt til randen af afføring. Heldigvis mødte jeg som sagt kun én, jeg kendte, og han var – gudskelov – i løb. (Jeg kan lige nu ikke huske, hvem det var).

På Vesterbro Torv fandt jeg toilettet, og det var ledigt. Jeg trak mine bukser ekstremt forsigtigt ned og åbenbarede hermed for første gang for mig selv, hvad jeg egentlig havde præsteret. Underbukserne var tunge og helt udposede, som en frysepose, man har fyldt med rester fra en stor portion bolognese. Der var heldigvis ikke kommet noget på mine ben.

»Heldigvis mødte jeg som sagt kun én, jeg kendte, og han var – gudskelov – i løb. (Jeg kan lige nu ikke huske, hvem det var).«

— Oliver Bodh Larsen

HERNÆST TRAK JEG underbukserne af med samme ekstreme forsigtighed. Da jeg havde fået dem ned om anklerne, gjorde jeg desværre noget, som jeg hverken helt kan forklare eller er særligt stolt af i dag, men eftersom jeg har lovet at holde mig på sandhedens vej, så siger jeg det nu: Jeg smed de fyldte underbukser ind under vasken, vaskede mig godt og grundigt rundt omkring og spænede ud.

Udenfor skrev jeg til mine kammerater for at høre, hvor de var henne af. De skrev tilbage, at de havde sat sig på Klostertorvet for at få nogle fadøl. Så der gik jeg også hen – det var ligesom på vejen hjem. Jeg bestilte en stor pilsner, og så spurgte jeg dem, hvad de mon havde fået de seneste tre kvarter til at gå med.