- Heromkring.
- Posts
- Hvor blev du af, Nicolaj Thomsen? Kh. Heromkring
Hvor blev du af, Nicolaj Thomsen? Kh. Heromkring

Jeg håber, du vil tage pænt imod den her nye “interview-serie”, jeg har brygget på… Den hedder ‘Hvor Blev Du Af? Kh. Heromkring’ — fordi jeg synes, det er sjovt at tale med folk, der har en historie med Århus, som er (midlertidigt) afsluttet.
Det skaber et rum, hvor vi både kan tale om lyserøde, romantiske minder i byen — men også kritisk eftertanke; hvorfor har vi & Aarhus ikke længere glæden af vedkommendes selskab?
Første snak er med Nicolaj Thomsen. For udover at være professionel fodboldspiller (Aab, FC Nantes, FCK, & nu ‘kultklubben’ B.93) og medstifter af tøjmærker Another Aspect — så er Nicolaj også min gode barndomsven. Vi er opvokset på samme vej i Skagen & er på sin vis også vokset ind i voksenlivet sammen i vores ungdomsår i København, hvor jeg har studeret & Nico har sparket til bolde.
Nicolaj boede en overgang i Aarhus i forbindelse med en ansættelse i Sønderjyske IF, imens jeg stadig boede i København. Nu er rollerne skiftet. Så jeg synes, det er sjovt at høre om hans minder fra & tanker om Aarhus. Værsgo!
1. Hvad er din historie med Aarhus — hvornår var du her, hvad lavede du?
Jeg boede i Aarhus i 2022 efter en lidt hektisk periode med fodbolden. Ovenpe nogle år hos FCK landede min kæreste, Emma, & jeg i Oslo som komplet fremmede. Kontrakten var midlertidig, så skiftet kom relativt hurtigt.
Turen gik til Sønderjyske IF — og ovenpå alt flytteriet kunne vi godt mærke, at vi skulle være lidt gode ved os selv. Derfor var bopælen & byen vigtigere, end om jeg skulle køre lidt hver dag. Og derfor endte jeg på skønne Ny Munkegade i Aarhus. Det var sgu det helt rigtige på daværende tidspunkt.
Men fodbolden sparkede mig igen videre - så jeg er endt i København igen hos B.93, som jeg også er vildt glad for.
2. Hvad er dit varmeste minde fra Aarhus?
Selvom vi ikke havde det store netværk i Aarhus da vi ankom, så oplevede vi ret hurtigt at byen åbnede sig for os. Der går fx ikke lang tid, før man falder i snak med personalet på caféerne.
Så helt generelt er tiden bare forbundet med gode minder. Det var faktisk også i Aarhus, jeg var så heldig at støde på Nicolaj Vallys (nuværende spiller i Brøndby, red.), som sidenhen er blevet min gode ven. Han spillede i Silkeborg, så vi blev enige om, at Nabo Kiosk måtte ligge midt imellem os — fadøl & solskin havde nok også en indvirkning på valget.
Ellers nød jeg bare tiden med Emma — Århus er ikke så opmærksomhedskrævende som andre byer. Det gør, tror jeg, at man retter opmærksomheden mod hinanden. Emma følte sig virkelig hjemme i Aarhus — selvom hun er opvokset på Østerbro i København.
3. Hvad er de 3 steder, du gerne besøger, når du er tilbage i byen?
Nabo kiosk er et sejt sted med en nærværende stemning. En øl i solen der, er svær at slå. Men Ny Munkegade er jo min memory lane, så jeg kommer nok heller ikke udenom CAPO.
SPOT kan også noget helt særligt — men som fodboldspiller er de vigtige arbejdsdage ofte i weekenderne. Så det kan være svært at komme afsted til den slags. Gad sgu ellers godt at have oplevet Elias Rønnenfelt i år. Er stor fan af hans nye projekt.
4. Hvor bor du nu - og hvad kan Aarhus lære derfra?
Jeg bor i København. Og efter at have boet lidt her og der, så står det ret klart, at madkulturen i en by er virkelig vigtigt for mig. Ligesom København, så har Aarhus vildt meget at byde på. Men jeg mindes også, at der kunne være lidt tomt på restauranterne i hverdagene.
Jeg er selvfølgelig opmærksom på, at det kan være et spørgsmål om ressourcer. Jeg vil ikke gøre mig klog på, om folk har flere eller færre penge i Aarhus. Jeg har bare bemærket, at restauranterne er noget bedre besøgt i hverdagene i København. Det tænker jeg alligevel må have en stor betydning for udviklingen af madscenen i byen. Du ved, hvilke & hvor mange restauranter, der åbner & trives.
5. Hvad kan din nuværende by lære fra Aarhus?
Svaret er rimelig klart. Så det vil jeg holde kort: At smile til hinanden :-)))
6. Hvad kan jeg personligt gøre for, at du kommer tilbage?? (kender jo næsten borgmesteren, så meget kan lade sig gøre)
Invitere på middag? 😭 Det vil nok kun blive til et visit. Er vist fortabt til kbh, som det ser ud lige nu. Så jeg håber, at folk kommer & hilser på i Another Aspect eller på B.93, hvis de kommer på de kanter!
