📬Heromkring Aarhus: Uge 26-27

🥒 Smagsprøver i Botanisk Have, udflugt til Mols Bjerge & (lidt) mere ;)

Godmorgen, glædelig søndag & velkommen til Heromkring! :) Jeg glæder mig til at dele seneste uges vigtigste nyheder — & kommende uges mest spændende events med dig.

Jeg ved ikke med dig, men jeg har ambivalente følelser, om den ferietid, vi nærmer os. For nogen virker det kontra-intuitivt, når Lana Del Rey synger om ‘Summertime Sadness’ eller Kakmaddafaka om ‘Summer Melancholy’… Men, følelsen har altid fundet sig godt tilrette hos mig.

Det er ikke fordi, jeg er fritaget for vinter-depressive tendenser — sommer-tristessen føles bare ekstra hjemlig, fordi det er som om, man har den for sig selv… Men det er svært at identificere såret: Hvad skyldes smerten?

Jeg er efterhånden nået frem til, at det er noget med sommerens manglende rytme: Altings flyden sammen. Og når solen skinner, skal man jo forfanden da hygge sig, se lækker ud og havde det som på billederne.

Så som en hund, der har brug for sine lænker, så den ikke løber bort, har jeg brug for hverdagen for ikke at gå i hundene. Heldigvis kommer Heromkring mig til undsætning. Et ugentligt holdepunkt, der holder mig beskæftiget.

Og beskæftiget må man sige, jeg har været... De seneste uger har jeg talt med så mange utroligt fede mennesker. Læsere af nyhedsbrevet eller kultur-entreprenante folk (der generøst pøser deres liv udover vores by) — men ofte en rigtig fed kombination af de to. Jeg tør godt love, der er gode ting i vente for nyhedsbrevet.

Så, læs denne (alt for lange) smøre som mit forsøg på at sige TAK for, at du læser med & frier mig for min årlige sommer-deroute<3

🥒Nå… Nu til ugens program: Den berygtede agurke-tid sniger sig også ind i på kulturlivet. Men lad mig sige det sådan… Jeg vil hellere holde det kort & godt end at fylde spalterne med ting, der ikke er din tid værd. Men der er bestemt også højdepunkter(fx smagsprøver i Botanisk Have, udflugt til Mols Bjerge osv.). Så lad os springe ud i det!

DAGENS NYHEDSBREV
— Seneste nyt
— Events
— Heromkring på NorthSide

Taknemmelige hilsener, Simon

PS Der sker så mange gode ting. Så mange, at jeg døjer med, gmail klipper slutningen af mailen. Hvis det sker hos dig, så kig efter en tekst ala “view entire message”.

🚨BREAKING: Ny café/bar på trapperne ved Godsbanen. Faetter hedder de — og viser allerede gode takter med kunst-leverance fra Annika Nuttall Gallery. Spændende at se, hvordan det øvrige interiør — & menuen for den sags skyld — udvikler sig.

Graverafdelingen har naturligvis allerede gjort indtog i deres DM og fundet ud af følgende: 2 fætre fra Aarhus (deraf navnet på stedet), som også driver Regatta Sandwich i Silkeborg — der giver et hint til, hvad vi kan forvente på mad-siden. Hvad angår vin & øl, har Verre & Åben en finger med i spillet. De lover masser udendørs plads & sol hele dagen + længe åbent & små serveringer tors-lør. Åbningsdagen er endnu uvis — men de håber på engang midt juli (egen graverafdeling)

  • 🌉 (VIDEO) Ny ‘boardwalk’ ved Skjoldhøjkilen: Der er noget tilfredsstillende ved de her såkaldte ‘boardwalks’. At gå på dem, løbe på dem - det føles nice. På dansk er det vel bare er træbroer, som ofte er hævede over mose-områder…


    Nå, men nu får vi en ny i Skjoldhøj-kilen, som, så vidt jeg kan se, er et naturområde, der er kilet ned mellem Tilst & Brabrand (Teknik & Miljø)

  • ✏️ Fede illustrationer af Kulbroen: Vi må ikke stoppe os med at glæde os til Kulbroen (havde faktisk ikke fanget, at det var den officielle titel?). Nu får vi nogle lækre arbejds-agtige tegninger, der giver et lidt bedre overblik. Så nice - og fedt, der er så gode folk involveret. Blandt andre Martin Thim (en af Northsides bagmænd) er engageret i projektet — det er rart at have nogle af kulturens vogtere med (Kulbroen Instagram)  

  • 🥐 Ny Gærda-ejer: Frederik Borg Larsen, som den nye ejer hedder, kommer senest fra Berta. Det er jo lovende for de gode Højbjerg-borgere (Stiften)

  • 💰 95 mio. kroner til skabelsen af nyt kulturhus i Journalistskolens gamle lokaler i Skejby: ‘Bunkeren’, som bygningen bliver kaldt, har en super fed stemning over sig. Jeg håber, det bliver en stor succes.


    Kender du nogen fra projektet, så sig gerne, at Aarhus’ mest ukritiske lokalmedie, Heromkring, mangler et nyt Headquarter til deres medarbejderstab. Til start kan vi nok godt godt nøjes med ét skrivebord :o) (Tv2 Østjylland)

  • 🏨 Gl. Løgten Kro får nye forpagtere: Jeg er ikke stolt af at indrømme det… Men jeg stødte faktisk første gang på nyheden på LinkedIn, hvor den nye ejer morer sig over grammatiske fejl, hun støder på i hverdagen (den slags findes der mange af derinde). Og hun gennemførte da også interviewet med TV2 Østjylland iført en ‘Jeg <3 grammatik’-T-shirt.


    Men lad os håbe, hun ikke fortaber sig i den slags detaljer i opstarten hos Gl. Løgten Kro — lige dér sætter jeg altså korrekt blød-kogte æg over korrekt tegnsætning. Om ikke andet… Charmerende sted — jeg hepper! (Tv2 Østjylland)

  • 🍵 BREAKING: Ny matcha-café på Studsgade (skråt overfor Drudenfuss). Jeg aner ingenting, men skal nok holde dig opdateret (egen graverafdeling) :)

KOMMENDE UGE

Mad & Drikke

📍Alt godt, heromkring: Om jeg bruger byen eller ej, må ikke afhænge af events — jeg har faktisk rigtig stor respekt for steder, der bare leverer solid service & produkt hver dag, uge for uge. Derfor har jeg lavet et Google Maps med de steder i Aarhus & omegn, der altid fortjener dit selskab. Tjek det her.

  • 🇸🇴 Somalisk Sambusa Workshop i Gellerup Madkiosk: Har nævnt det før, nu nævner jeg det igen: Jeg ved SLET ikke nok om Gellerup — men jeg fornemmer, der sker rigtigt gode ting på de egne. Madkiosken er i hvert fald et af de tiltag, der vækker min interesse… Her er lidt af den baggrundsinformation, jeg har kunnet finde.

    Jeg tror snart, vi selv tager på udflugt derud. Lad mig høre, hvem der fortjener en mild afhøring — så vi alle kan blive 100% ajour & bakke op om de gode initiativer (tirs 1. juli - 16.00 - 70kr)

  • ☕️ Peruvian Coffee Tasting, Talk, and Cocktails m. Mood Coffee, Jumbo & Force Majeure: Det er noget af et hold, de stiller med til det her arrangement —top-profiler indenfor bagning, kaffe & cocktails i Aarhus. Hvis du er til den slags, så tror jeg ikke, du må blive hjemme (4. juli - 345kr

  • 🍻 Erlings Flaskebutik — Untappd Tasting +4: Untappd er en app med ratings af øl. +4 er godt, må man forstå. Så… Det lyder vel som en god aften? (tors 3. juli - 18.30 - 289kr)

  • 🍓 Kan en jordbærtærte kategoriseres som en begivenhed?: Når Berta laver den, så er svaret ja (fra på tirsdag

  • 🌐 Smag på verden i Væksthusene i Botanisk Have (ons. 2. juli - 17.30 - 95kr)

  • 🏕️ Mad over bål med De Grønne Pigespejdere (tirs 1. juli - 17.00 - gratis)

Musik & Fest

⚡️🍸 HELLA vibes (juni-juli)
Tillad mig et lille hype-indløb her… Jeg var i ugen nede at tale med Mads & Mathias fra Cider Majeure. Vildt fedt projekt. Navnet er et spinoff på Force Majeure, som er Aarhus’ vel nok stærkeste cocktail-bar. Mads startede stedet i 2020 (cirka?) efter sin tid som barchef & sommelier hos Fiskebaren i Kødbyen.

Nå, men han kunne så fortælle, at han åbenbart også er en del af HELLA, som jeg har haft et særligt godt øje til (pga. deres interiør, DJ acts osv.).

Formålet med det her lille indløb, er, at fortælle, at der er nogle vildt fede kræfter i den Aarhusianske restaurationsbranche. Og med Mads i setuppet hos HELLA, er vi ikke bare sikre på, at musikprogrammet er top, men også cocktail-menuen. Tjek deres program for sommeren.

PS jeg skal nok fortælle mere om Cider Majeure senere. Mathias er nemlig også en ret vild profil, som bl.a. har arbejdet ret tæt sammen med Noma-klanen i København under opstarten af Barr (en fantastisk restaurant, som overtog Nomas gamle lokaler, da de flyttede til nyt).

Film, foredrag & teater

🌚 Dancer in the Dark — Lars Von Trier x Björk (tirs 1. juli  - 18.30 - 120kr)

Jeg skal være ærlig at sige, jeg aldrig har fået den her set. Måske er det noget med, at jeg ikke er så god til musicals. Men, det når man tænker over det, så er det jo en vild cocktail, Björk & Trier… wauw. En lille sidenote er, at filmen er den sidste i ‘Guldhjerte-trilogien’, som vandt guldpalmen i Cannes.

Der er ingen tvivl om, at det her er et værk, som fortjener & skal ses i biografen. Måske er det nu, jeg bliver musical-fan? Tak til Øst for Paradis for muligheden<3

Sport & Bevægelse

🌾 Øst for Paradis inviterer på tur til Mols Bjerge & ‘Earthwise Residency’: Jeg kan ikke regne ud, hvor wu-wu det er… Men Mols Bjerge + Øst For Paradis + et kunst/natur-fællesskab lyder som en oplevelse uanset hvad (4. juli - 15.00 - 260kr)

Godt & Blandet

🐶 Potecafé: Find mig på gulvet til potecafé med en Lana Del Reys Summertime Sadness I ørerne & en logrende labrador i favnen. Man kan ikke være ked af det i godt hunde-selskab (tors 3. juli - 16.00 - gratis)

LIDT AF FREMTIDEN

  • Karoline Funder hos VinDanmark (23. oktober - kl. 20 - 165kr)

  • Peter Sommer på TRAIN (3. oktober - kl. 20 - 375kr)

  • Talk om Gramsespektrum i Musikhuset med Mikael Bertelsen som ordstyrer (10-12 september - 370kr)

  • Malk De Kojn i Voxhall (26-26 september - 370kr)

  • Elias Rønnenfelt (31. oktober - 220kr)

  • ALTER festival (11-14 september - fra 250kr)

  • Nyt skud på Breadhead-stammen: Ovenpå Ny Munkegades Breadhead lokation åbner den virksomme David Milberg et separat space til events, photoshoots mm. Det hedder 1st floor dining & du kan såmen også leje det. Men skyder ballet i gang med 8 pladser til en 12-serveringers middag inkl. vin & drinks (12. juli - 899kr)

  • Veronika Rud på Erlings - det lyder da lækkert (16. juli - 19.00 - 120kr

  • Due. EP release på HeadQuarters: Artisten Due. har produceret lækkerhederne med sin bror Tobias Laust (trommeslageren fra det legendariske Aarhus-band, Liss). De er godt nok seje (fre 29. august - 19.00 - 75kr)

  • Sydhavnens Festival (15-16. august - gratis)

  • Oplev blandt andre Peter Sommer til Park Vidensfestival i Uniparken (lør 9. august)

  • Ved Vandet festival ved Skødshoved Badehotel: Den aarhusianske artist Alle, som er en af mine personlige favoritter på vores lokale playliste ‘Lyden heromkring’, spiller sin allerførste koncert på Ærø til Øhavet Festival den 18. - 19. juli. Dét i sig selv er jo en stor nyhed. 

    … Men, for lokalpatrioter som du & jeg er det jo ikke helt nok. Heldigvis jeg har hørt, at de også spiller til Ved Vandet Festival, som er blot ugen efter. Det er endnu ikke annonceret (og jeg ved ikke, om det overhovedet bliver det) — men jeg har hørt det fra en meget troværdig kilde (lørdag 26. juli

  • Madkollektivet ‘Syv.munde’ deler deres sommerprogram for social dinings (juni - september)

Heromkring, Northside_1/3

Fotografi: Dikte Svanholm
Art Direction: Rasmus Stenhøj

Chefredaktøren drog sammen med et par af de helt hårdkogte Heromkring-kumpaner på Northside. Igen med en skjult agenda... For hvor andre medier lytter til musik, (endnu en gang) rapporterer om vegetarisk mad eller anden alt for relevant festival-dækning — så var vores mission langt mere alvorlig: Rekruttering!

Som lokalpatrioter var planen nemlig klar — vi skulle finde ud af, hvordan vi får flere fede typer til Aarhus. Derfor lå spørgsmålet lige for:

“OK... Forestil dig, at du har en rigtig, rigtig fed type fra fx Berlin... Den her person overvejer at flytte til Danmark — hvad siger du for at få vedkommende til at flytte til Aarhus... Hvad fremhæver du ved byen?”

Hør hvad de gode første festivalgængere havde at sige nedenfor:

Mathias
“Aarhus har en enorm tilgængelighed og mangfoldighed — vi er en stor by, hvor du kan gå igennem hele lortet. Du kan komme fra den ene side af byen og synes, du er et eller andet i Frederiksbjerg… en af de ny-moderne hipsterforældre, der går ned ad Ingerslevs Boulevard med deres grøntsager.

Du kan bo i Øgaderne og være sådan en lidt tjaldet type. Eller du kan være oppe på BSS og være en af de der helt stramme typer.

Men alligevel kan vi gå imellem hinanden og finde hinanden i rigtig mange ting. Så det, jeg ville sige til en fra Berlin, er: Oplev et Danmark, hvor janteloven — somehow — fylder mindst.

… Jeg føler heller ikke, jeg misser noget. Jo, måske noget karriere. Men vi er også mennesker. Og jeg føler, Aarhus har rigtig meget af det levede liv — og mindre af det påtagede liv med den forældede idé om, at man skal være noget… og gerne lige nu, fordi alting går så fucking stærkt.”

Julie
“Man får hurtigt en følelse af hjemme i Aarhus… Jeg føler et meget mindre pres for at være presentable, når jeg går ud af døren her i forhold til andre storbyer, jeg har boet i — og det er ikke, fordi ikke kender folk her. Jeg kender faktisk langt flere. Så presset burde jo egentligt være større — men der er bare en anden ro i relationerne her.”

Der kommer også nogle gode folk i de næste episoder :) Jeg holder dig opdateret!

Det var det for i dag! :)

Er der bare én mor, ven eller fjern fætter, der får en invitation fra en Heromkring-læser denne uge — så er min lykke gjort ❤️ 

Fortæl endelig, hvis der er noget, jeg kan gøre bedre!

Taknemmelige hilsener, Simon

Hvad synes du om dagens episode?

Du må helst være ærlig :)

Login or Subscribe to participate in polls.