HEROMKRING ÅRHUS: UGE 24

Mobil-fri søndage & dit evigt fantom-befamlede højre lår

KENDER DU DET, hvor du er sikker på, at du mærker din telefon vibrere — men at der ikke er nogen nye notifikationer, når du åbner den? Det kaldes Phantom Vibration Syndrome.

Det kan let afskrives som en spøjs lille finurlighed. Men for mig føles det som et håndgribeligt symptom på mange af de store “metakriser”, vi læser om i medierne hver uge:

Informations-krise (fake news osv.), selvværdskrise (Instagram, kropsidealer osv.), opmærksomhedskrise (AI, unges indlæring osv.) og så fremdeles.

Det føles som, at det hele peger tilbage på telefonen & den her lille vibrerende fantom-følelse: Mark Zuckerberg & Tim Cook, der befamler dit lår. Alle Silicon Valley-drengene, der mødes til en regulær gruppe-massage. Og de er utrættelige, dag for dag, år for år.

JEG ER SÆRLIGT RAMT af befamlingen for tiden, fordi jeg desværre har puttet mig i ske med banditterne. Jeg valgte bevidst at starte Heromkring som et nyhedsbrev, fordi vi manglede et modsvar til sociale medier. Alligevel har vi næsten postet hver anden dag på Instagram de seneste par uger. Simpelthen fordi, at vi ønsker flere gode folk på nyhedsbrevs-holdet — og de immervæk er lettere at fange på sociale medier end ved at genere folk på gaden.

Og selvom jeg febrilsk downloader og sletter Instagram fra min telefon hver dag (den er god nok), så er jeg stadig ved at blive kuk over det. Jeg håber, jeg kan finde en lidt bedre balance i fremtiden...

UNDER OLIEKRISEN I 1973 indførte regeringen bil-fri søndage. Og 50 år efter, eksperimenterer jeg med mobil-fri søndage. For det kan godt være, at jeg — og nok de fleste af os — er viklet så meget ind i telefonens netværk, at vi ikke kan komme ud igen. Men kan vi bare gen-erobre nærværet én dag om ugen, så er det også en sejr. Og der tror jeg, at søndagen er vores største håb.

Så når jeg har sendt den her mail, så lægger jeg telefonen på hylden og bevæger mig ud i virkeligheden. Klokken er i skrivende stund 08:34, jeg kan høre fuglene pippe fra mit åbne vindue og jeg glæder mig allerede.

Hav den dejligste uge 24<3

Kh. Simon

PS du er i din fulde ret til at tænke, at jeg er med til at skabe problemet... For drømmen er da også, at du griber efter telefonen for at se, om Heromkring er landet i din indbakke. Men, jeg håber oprigtigt, at den tid, som du bruger på at tjekke nyhedsbrevet konverteres til 2-5-10x så meget tid med oplevelser ude i den virkelige verden (og hvem ved, måske bliver vi en skønne dag stærke nok til at efterlade mobilen derhjemme, når vi er ude efter oplevelser)

Sociale mediers ultimative mål er at være SÅ stimulerende, at du aldrig forlader skærmen — men Heromkrings mål er netop, at du får lyst til at forlade skærmen. Sikke en frelst omgang at skrive lige før deadline… Håber ikke, det lyder for dumt.

🍽️ Ny ‘hverdagsrestaurant’ fra Jumbo-folket (Erli IG) 

Du udfordrer mig formentlig ikke til nævekamp for følgende påstand: Jumbo er en af de vigtige repræsentanter for kvalitet på den århusianske madscene. 

Derfor er du måske også lige så begejstret som jeg over, at de til september åbner op for ‘dagligdags-restauranten’ Erli i Sydhavnen.

Selvom det stadig er meget tidligt i processen, fangede jeg Amalie (der bliver restaurantchef hos Erli), til en mild afhøring om, hvad vi sådan cirka kan forvente os af konceptet.

Find Erli på Instagram her — og hør restaurantchefens tanker om konceptet nedenfor.

5 HURTIGE MED AMALIE FRA ERLI

1.

SIMON: Hey Amalie. I kalder Erli for en ‘dagligdags-restaurant’. Kan du dele nogle konkrete eksempler, der kan hjælpe os med at forstå konceptet?

AMALIE: Hey Simon! Helt overordnet har målet fra start været at skabe et sted med varme, kvalitet og plads til mennesker.

Jeg tror, vi alle sammen har steder, vi vender tilbage til igen og igen. Steder hvor personalet genkender én, hvor man ved, at kaffen er god, og hvor man lige så vel kan tage sin bedstemor med til frokost som mødes med en kollega eller en ven over et glas vin. Den følelse håber vi at skabe med Erli.

For os handler en dagligdagsrestaurant først og fremmest om tilgængelighed. Et sted, man bruger spontant – hvor man kan kigge forbi på vej til arbejde, mødes med venner efter fyraften eller tage familien med forbi en lørdag formiddag.

Vi ønsker at tilbyde et måltid, man selv kan sammensætte af mindre retter fra morgenstunden og op gennem dagen. Man skal kunne stille den lille sult, få et reelt frokostmåltid eller bare hænge ud. Vi håber at folk får lyst til at bruge stedet helt frem til lukketid – hvad enten man kommer for kaffe og kage, et glas vin, en fadøl, lidt snacks eller hele molevitten.

Noget af den stemning, vi drømmer om, kommer fra steder, vi selv holder af. Christoffer fortæller ofte om en oplevelse på ´’Hos Fischer’ i København, hvor Lars von Trier sad og spiste ved nabobordet, mens en ældre italiensk mand sad i baren med en lille fadøl og råbte ad fodboldkampen i fjernsynet. Det var den slags sted, hvor vidt forskellige mennesker naturligt fandt sammen. Et stamsted med liv, personlighed og plads til mange – samtidig med, at det var et seriøst bud på et virkelig godt måltid.

Samtidig tror jeg ikke, at den slags steder kan planlægges ned til mindste detalje. Et sted bliver til over tid gennem de mennesker, der kommer der, vanerne der opstår, og de små øjeblikke, som gentager sig dag efter dag. Derfor kommer Erli ikke kun til at blive formet af os, men også af alle dem, der træder ind ad døren.

Med det sagt kan jeg love, at det bliver et sted med lækker kaffe, fadøl, god vin og ikke mindst et dynamisk køkken.

Det er i virkeligheden den følelse, vi håber at skabe hos Erli. Det sted, vi selv savner i byen.

2.

SIMON: Hvilket team er med på restauranten — gode folk fra Jumbo eller er der nogle tilføjelser, vi bør kende?

AMALIE: Ejergruppen er den samme som bag Jumbo Bakery: Benjamin Birk, Josephine Svane, Rasmus Krogh og Mikkel Kjøllhede.

I starten af 2025 ansatte de Christoffer Lehmann og mig til at udvikle konceptet og stå for driften, når dørene åbner.

Selv kommer jeg med mange års erfaring fra servicebranchen – blandt andet som manager hos Jumbo og senere som eventkoordinator og sælger. Derudover har jeg boet knap to år i Madrid, hvor jeg arbejdede som manager hos ACID Café og var med til at åbne deres tredje café. Jeg har også været involveret i åbningen af steder i både Buenos Aires og Lissabon.

Christoffer er en ekstremt stærk profil inden for kokkefaget med erfaring fra nogle af branchens mest anerkendte restauranter – både i Danmark og i udlandet. Han har blandt andet arbejdet på Svinkløv Badehotel, Henne Kirkeby Kro, Fru Larsen og det lokale Hærværk. Hans nysgerrighed og ambitioner har ført ham vidt omkring, og han bringer en enorm faglighed og erfaring med sig ind i projektet.

Vi kommer fra forskellige verdener, men deler ambitionen om at skabe et sted, hvor kvalitet og gæstfrihed går hånd i hånd.

3.

SIMON: Hvor ligger lokalet specifikt, hvordan ser det ud — og hvilken stemning håber I, at folk mærker, når de besøger jer?

AMALIE: Vi har været så heldige at overtage den eneste bevarede bygning i det nye Sydhavnskvarter – det gamle gasværk på Kalkværksvej 7.

Rammerne er industrielle og lidt rå, men Josephine Svane, som står for designet, er utrolig dygtig til at skabe varme og nærvær i netop den slags bygninger. Det har hun allerede bevist flere gange før.

Vi håber, at folk mærker den samme varme, som vi selv forsøger at lægge i stedet. At man føler sig velkommen, uanset om man kommer for en hurtig kaffe eller bliver hængende hele dagen.

4.

SIMON: Hvilken ret tror I kommer til at stjæle showet?

AMALIE: Noget af det, Christoffer og jeg deler, er glæden ved de måltider, man støder på ude i verden, som virker helt enkle, men som man stadig kan huske flere år senere. Det kan være en lille ret spist ved en bardisk på et gadehjørne i Madrid, et frokoststed i Normandiet eller et måltid på en restaurant, hvor råvarerne og håndværket taler for sig selv.

Vi kommer ikke til at kopiere de oplevelser, men vi håber at tage stemningen og tankegangen med os ind i køkkenet. Vi er ikke særligt dogmatiske omkring madlavning. Overordnet set ønsker vi at lave den mad, vi selv har lyst til at spise – og til en pris, der føles fair. Menuen kommer til at hente inspiration fra køkkener rundt omkring i verden, og vi vil gerne bruge alt den viden og erfaring, vi har samlet op gennem årene og på vores rejser.

Samtidig drømmer vi faktisk ikke om, at én bestemt ret skal stjæle showet. Med råvarer, der ændrer sig gennem sæsonerne, vil vi gerne skabe et dynamisk køkken, hvor der hele tiden er noget nyt at opdage. Vi håber, at gæsterne får lyst til at komme igen og igen – ikke nødvendigvis for den samme ret, men for oplevelsen som helhed.

Hvis der er noget, vi gerne vil give tilbage til gæsterne, så er det valgfriheden. Med inspiration fra den sydlandske måde at spise på, et mere flydende måltid og et udvalg, der ikke altid er det samme, vil vi gerne skabe et sted, der både lokker, udfordrer og omfavner. Vi stiller rammerne og tilbyder det, vi selv har lyst til at spise og drikke. Resten er op til gæsterne.

5.

SIMON: Hvad er det vigtigste, jeg har glemt at spørge om?

AMALIE: Måske det vigtigste af alt: Hvad håber vi, at Erli er blevet til om fem år?

For os er succes ikke kun et fyldt lokale eller en populær ret på menuen. Det er, hvis Erli bliver et sted, som folk føler er deres. Et sted, hvor man mødes med venner efter arbejde, tager familien med til frokost i weekenden eller stikker hovedet ind på vej hjem for et glas vin og chit-chat.

Vi glæder os selvfølgelig til at åbne dørene, men vi glæder os næsten endnu mere til at se, hvordan stedet udvikler sig sammen med de mennesker, der kommer her. Hvis vi lykkes med at skabe et sted, som folk har lyst til at vende tilbage til igen og igen, så har vi ramt det, vi drømmer om.

🍿 Min helt store guilty pleasure: Scary Movie 6 i biffen (hele ugen formoder jeg)

DU SKAL VÆRE VARSOM for, hvad jeg skal til at fortælle dig. Måske er der en skjult agenda. For når nogen taler om deres “guilty pleasure”, skal man som regel forvente, at alt personen siger er løgn. For, en guilty pleasure er sjældent dét: altså guilty.

Når jeg tænker over det, virker dynamikken lidt mere sådan her: Du peger på noget, du gerne vil tage afstand fra. Omtaler det som din guilty pleasure — for at understrege, hvad du ikke er; og derfor også hvem du egentlig er.

Fx kan jeg omtale Nickelbacks melodiske pladder-rock How You Remind Me som min guilty pleasure. Så ved du klart, hvad jeg ikke identificerer mig med. Og så skal samtalen nok naturligt falde på, at dét jeg “i virkeligheden” rigtig godt kan lide — dét jeg faktisk er — er progressiv indie-rock ala This is Lorelei.

Sådan er mennesket — eller bare jeg — en udspekuleret størrelse…

MED DET IN MENTE, så føles det alligevel som et kulturelt selvmord at indrømme, at jeg nok kan tilskrive 33% af min humor til de mange timer, jeg brugte på at se Scary Movie 1 - 3 som barn. Den mystiske hatte-scene, den fuldstændig absurde kalkun-scene…

… Åh, hvor er der meget sindssygt imellem… Og nu hvor jeg sidder her & researcher, bliver jeg helt i tvivl om, om der faktisk er tale om en sand guilty pleasure… Om det simpelthen er for flovt at indrømme.

Men, det vækker også minder om en rar, barnlig tid, hvor det hele føltes lidt mere simpelt. Hvor de sociale koder ikke stod fotografisk klart, som de gør i Instagram-tidsalderen.

Så, nu lader jeg den altså stå… Og gen-overvejer, om jeg tør vise mig i biografen til 6’eren… Og håber, at du ikke dømmer mig for hårdt.

PS måske kan jeg re-balancere mit omdømme ved at anbefale den nye sæson af Beef på Netflix. Normalt bevæger jeg mig udenfor Netflix-produktioner. Men, den er sgu ret fænomenal! En lille smule White Lotus-stemning. Hvis du ikke har set 1’ern: Den er ringe -drop den. Bare start ved sæson 2.

🧰 Få hjælp til at fikse cyklen, tøj eller andet hos Repair Café på Dokk1 (16.30 - gratis)

Det lyder som et Black Mirror-afsnit, men jeg hørte for et par år siden om et kinesisk forsikringsselskab (har ikke fakta-tjekket), der arbejdede med “alternative data”, for at vurdere deres kunders… stabilitet (og skrue op og ned for priserne derefter). Her var ét af de mere spøjse datapunkter, hvor ofte kundernes telefoner var gået ud.

Den slags metoder repræsenterer virkelig en dystopisk fremtid. Men, de har alligevel fanget en af livets små sandheder: Det er typisk de mere kaotiske dage/perioder, hvor din telefon hele tiden er på lavt batteri/gået ud… 

Sidenhen er jeg blevet ramt af tanken flere gange: Hvilke andre små semi-offentlige indikatorer, fortæller noget om, hvor vi befinder os, overskudsmæssigt, i hverdagen?

Hos mig er cyklen et godt sted at holde øje. Jeg kan sagtens møde på kontoret og se præsentabel - næsten helt veloplagt - ud. Men går du ud af døren, ud i cykelstativet, får du den sande historie.

Her står det klart, at jeg i månedsvis har kørt på en halv-flad, arvet mor-cykel. Med en kæde så, at den hakker så meget over, at det praktisk talt er umuligt at køre opad bakke. At jeg morgen efter morgen er kørt arrigt afsted på cykelstierne. Sveden piblende fra panden. Bare fordi jeg ikke har haft overskud til at bruge 1 time på at stramme kæden eller aflevere den hos cykelmekanikeren nede på hjørnet.

Nu er sandheden ude. Fremover kan alle århusianere læse mig som en åben cykel. Så, jeg må hellere booke en fast aftale hos de gode folk fra Repair Café<3

🎬 Ny potentiel Spielberg-basker: Disclosure Day (19.00 - 145kr)

Spielberg lægger an til en mystisk “er vi de eneste intelligente væsener i universet”-historie.

Og foruden en tilpas storslået trailer, så er der mange grunde, eller mennesker, der gør den værd at give en chance:

Spielberg kender vi. Og måske kender du også manuskriptforfatteren David Koep, der har skrevet Jurassic Park klassikeren fra 1993, Engle & Dæmoner og den slags.

Ellers er der gode Emily Blunt. Colin Firth. Colman Domingo.

Tjek den på IMdB her — eller bliv overrasket i bifffen.

🕺 Matmos & The Soft Pink Truth indtager Århus med lydkunst og dansegulv hos VoxHall - det både lyder og ser sejt ud (20.00 - 190kr)

💡 Iværksætterne og Monopolet hos Kitchen (12.15 - gratis)

Det er et ret fedt format: 3 lokale startups går på scenen til et monopol/åbent sparrings-format med “eksperter”.

Som jeg forstår det, tror jeg bare, iværksætterne får lov at stille ærlige spørgsmål, om ting de bakser med.

Det er kærkomment med et ærligt format. For typisk ser vi iværksætterne i salgsmode: det skal altid se pisse godt ud.

Men, jeg tror, at hvis du spørger iværksætterne anonymt, så er det i 90% af tilfældene stik modsat: det er opad bakke.

Smag fx på den her kølige fakta fra SMVdanmark: “I løbet af de første tre år fra opstart ophører mellem 43 pct. og 49 pct. af virksomhederne. Efter fem år eksisterer mellem 53 pct. og 59 pct. ikke mere.”

Og hvis man ser på de mere innovative, vovede idéer (som ikke er tømrer, rengøringsselskaber, revisorer osv.), så forestiller jeg mig, at procenten er højere… Det lyder hårdt!

De seje, deltagende startups er 1) FREIA, der arbejder med fosterpåvirkningen af medicin, 2) Potato Patrol, der hjælper kartoffelavlere med mere effektiv produktion & 3) Heart2Heart, der vil skabe mere tryghed blandt kvinder - bl.a. på vej hjem fra byen.

Summasumarum: Bliver fedt og lærerigt at høre se nogle iværksættere smide salgskasketten og tale åbent om nogle af de ægte udfordringer, de møder hver dag. 

🎨 Bo’s kunstloppemarked ved MarselisborgCentret (10.00 - fri entré)
Der er sparsom information. Bo er en mystisk skikkelse. Det eneste vi ved om ham er: “Bo har samlet på kunst gennem halvfjerds år og sælger ud af sine klenodier.”

9.999 ud af 10.000 gange er der nok flere af Faster Olgas akvareller end Krøyers skitser…

Men hvem ved: Måske den mystiske Bo er den ene af de ti tusind samlere?

🏃 Aarhus City Half 2026 (10.00 - udsolgt)

Jeg dummede mig gevaldigt, og havde også løbet med i sidste uge. Det beklager jeg….

Men jeg siger det igen: Der er udsolgt, så vi kan med god samvittighed gemme os på tilskuerrækkerne.

Held & lykke, hvis du skal løbe. Sejt gået!!