📬Heromkring Aarhus: Uge 14-15

🇩🇰 Landets bedste burger kommer til Aarhus, ny festival & meget mere

Hey igen. Glædelig søndag — og velkommen til Heromkring :) Jeg glæder mig mægtigt til at dele de vigtigste nyheder fra ugen, der gik — og de bedste events fra ugen, der kommer!

Jeg nåede i ugen et nyt højdepunkt på min ‘shit, århus er vildere end jeg troede’-skala. Jeg er vant til at støde på alverdens seje mennesker undervejs i min research. Men da jeg lænede mig tilbage for at lytte den nye aarhus-playliste (som MUX har været så hjertelige at kuratere), blev jeg overrasket.

Jeg så nemlig ‘Alle’, som jeg har lyttet intenst siden 2020. Musikken har en mystisk aura — og det samme har kunsteren bag. Så med høj puls rakte jeg straks ud til Albert fra MUX. Han fortalte, at den var god nok... Det er en sand århusianer & O.G.-musiker, der står bag. Håber meget, jeg er så heldig at interviewe ham snart.

… Men, igen er pointen, som jeg kan lide den, ganske banal: Der gemmer sig så mange fede og uventede og inspirerende personer & historier — lige bag de mange ansigter, vi tankeløst passerer i hverdagen.

Jeg søger ofte selv nye perspektiver i litteratur, film eller… Instagram. Men, selv bogen kan være det dovne menneskes eventyr. Eventyret er jo lige derude :)

Tak for, du læser med — det sætter jeg utroligt stor pris på!

DAGENS NYHEDSBREV:

  • Sidste nyt

  • Events

  • På SPOT med Jacob Zaulich fra P6 Beat

Hav en dejlig uge.

Alt godt, Simon

PS Gmail klipper mailen — hold øje med ‘se hele meddelelsen’, hvis indholdet slutter abrupt.

🍔 Landets bedste burger flytter til Aarhus (Jyllands-Posten) 

Casper Drømme rejste for nylig landet rundt for at kåre den bedste burger. Og Brōed & Bōef i Vejle tog simpelthen førstepladsen (igen, åbenbart) — over Popl (Nomas sted) og Gasolin Grill (den kender du). Præstationen er lige så sindssyg, som deres navn. Heldigvis kan vi snart selv bedømme smagen. De kommer nemlig til Aarhus snart.

Hov vent... Jeg sidder her i 10. korrekturrunde og ser pludselig, at de simpelthen re-brander sig til ‘RARE’ i Aarhus. Nu snakker vi!

Brōed & Bōefs nye look & navn. Imponerende udvikling.

  • 👔 Gem et sæt til mig: TøjKrogen får i Euroman ros for sit fantastiske udvalg af italienske jakkesæt. Jeg cykler forbi hver morgen. Har mangen en gang beundret den flotte bar — og manden bag barens flotte skæg. Måske skal jeg vove mig ind en dag. De ser jo rare ud (Euroman).

     

  • 🏝️ Tunø i ‘katastrofescenarie’: Er du redningsmand & ny forpagter? (TV2 Østjylland)
    Tunøs eneste købmand skulle have ny forpagter den 1. april. Men på dagen fik vedkommende kolde fødder. Selvom TV2 Østjylland måske smører lidt tykt på med ‘katastrofe & chok’ — så betyder tabet af købmanden, at øboerne skal med færgen for at handle + boligpriserne risikerer at falde. Nedtur.

    Jeg undrer mig over, at medierne bruger krudt på at nævne forpagterens navn. Virker som en kendis-hetz mod en ikke-kendis. Eller hvad? Hmm… Synes vi skal bruge tid på at finde en ny. Er det dig?


    Nå... Jeg skal for øvrigt til Tunø i juni. Send gerne dine bedste tips forbi mig. Du kender efterhånden min smag! :)

  • 🟢🍽️ Udlandet ser en grøn stjerne i Restaurant Moment (Stiften)

    Jeg kender Friland på Djurs. Men kendte ikke Moment før nu. De bor i byen og har åbenbart den grønne stjerne fra Michelin. Og nu har de også vundet en stor tysk kulinarisk bæredygtighedspris. Hvor er det sejt, der ligger en restaurant i Friland med det niveau!

KOMMENDE MÅNED

Mad & Drikke

Musik & Fest

UNG-SKAB: Smukke unge mennesker. Smukke unge sange.

🤫 P6 Best Elsker live i Øst for Paradis (tirsdag 8. april - kl. 19 - gratis) 

Et af landets bedste radioprogrammer kommer til landets bedste by. I ‘P6 Beat Elsker’ bruger de altid kyndige værter 6 timer på at dykke ned i én kunstner.

Når de kommer til Øst for Paradis, tager de Bon Iver med — og vi kan komme med! Send en mail til [email protected] & fortæl hvorfor du elsker Bon Iver - så kan det være, du får en plads.

Får du værterne til at lave en ‘Vi elsker Bon Iver Heromkring Aarhus’-shoutout, så får du… lige hvad du ønsker dig!

  • 👟🎸 ‘Shoe Gaze’ på Headquarters: Kallsup & Catch The Breeze (lørdag 12. april - kl. 19 - 80kr)
    Shoe Gaze er en rock-genre, jeg stolt fortæller, hvad betyder (desværre også uden folk beder mig om det); det får mig til at lyde sådan lidt lækkert musiknørdet på en måde, jeg egentlig ikke er.

    Nu skal du høre: Den meget drømmende lyd bygger på brugen af en sand buffet af guitarpedaler (tror jeg) - samtidig er artisterne ofte til den lidt indadvendte side. Indadvendt + mange pedaler at holde styr på…

    Det betyder, at performance er… simpel. Bandet står nemlig og stirrer ned på deres sko = deraf Shoegaze. Slowdive er nogle af de store legender. Ét af de to navne, Catch The Breeze, er faktisk opkaldt efter en Slowdive sang. Og lyder også kraftigt inspireret. Nå… Jeg er fan. Og beklager lektionen. Den havde du jo ikke bedt om.

  • 🤘 Kæft det lyder som Spids Nøgenhat?!: Kan du huske den store banger ‘Lolland Falster’ fra 2013? Manden bag, Uffe Lorenzen, dukker nu op i den nye formation ‘Lydsyn’. Skal man rangere musikgenrer i ægt-hed, så er Power Rock altså langt, langt oppe ad listen. Stor legende (torsdag 10. april - kl. 20 - 250kr)

  • 📡 Tilpas under radaren: ‘Kassettebånds-labelet’ Kvindelig holder koncert med bl.a. ekspirimentalkunstneren ‘Chester Hawkins’, der har hele 6 månedlige lyttere på Spotify. Og det er sgu ret fedt — lyder som en oplevelse (søndag 13. april - kl. 18 - 40kr)

  • 🇬🇧 Omrejsende kopier (onsdag 9. april - kl. 20 - ?): ‘Definitely Oasis’... Det er humoristisk, at et cover-band vover sig til at bruge både ‘definitely’ + autentisk om sig selv. De er tilmed ‘fra samme miljø’ som de ægte Oasis. Næppe. Men altså... Jeg er fristet.

STORT MED SMÅT

Film, Foredrag & Teater

Der kommer nu en efterfølger til den legendariske dokumentar ‘Testamentet’. Det er godt. Men mørkt.

👂 Fortællere i Østjylland x Café Gaya: Soup & Stories med forfatter Pia Kier (tirsdag 8. april - kl. 18 - pris: et måltid?)

Hvis nogen kalder sig ‘Storyteller’ vil de som regel… sælge dig noget.

Kalder de derimod sig “Fortæller”… så tror jeg faktisk, de har noget på hjerte — og så er det med at spærre ørerne op.

Det er lige netop, hvad vi skal på tirsdag, hvor ‘Fortællere i Østjylland’ besøger Café Gaya. Spændende koncept.

Godt & blandet

Kunsthal Aarhus har altså hostet den her udstilling siden 1970, så de mener det.

🐾 Potecafé med SIND Aarhus: Jeg hørte for nylig Nick Cave sige noget ala “it’s physically impossible to be depressed while swimming in the lake in the winter.” Han kunne lige så godt bytte bade-delen ud med ‘playing with a dog’. Præcis derfor skal os med nerverne udenpå tøjet til potecafé (onsdag 9. april - kl. 16 - gratis)

  • 📚 Rappernes bogklub hos Off The Record (torsdag 10. april - kl. 19 - 60kr)
    Nogle lokale rappere har fundet på at tale om litteratur “med henblik på at undersøge forholdet mellem rap- og prosatekster, at afstigmatisere rapperen i det senmoderne samfund og, ganske enkelt, at demokratisere fiktionslæsning”. De taler vist både om Hamsun & Hemingway. Det vil egentlig ikke gøre mig noget, at få dem forklaret. Igen. Jyllands-Posten har i øvrigt lavet en lille anmeldelse, hvis du er mere nysgerrig.

  • 🎨 Køb den nye picasso: Du har mulighed for at fange en grafisk kunstner i det HELT spæde stadie her. Kofoeds Skole sælger nemlig grafiske værker skabt af deres grafikhold (fredag 11. april - kl. 14.30 - gratis)

  • 💿 Record Store Day hos Reverb: En vigtig dag, som de gode folk hos Reverb laver ‘en hyggelig dag ud af’... Jeg anede ikke, hvad det er. Hvis du har det lige sådan, får du den her: “Record Store Day is a biannual event inaugurated in 2008 to "celebrate the culture of the independently owned record store" (lørdag 12. april - kl. 7 - gratis)

STORT MED SMÅT

Motion

P6 Beat har i mange år stået mit hjerte nært. Og især Formiddagen med Simpson gør alle mine dage bedre. Men af en eller anden var jeg kommet ud af rutinen — lige indtil jeg for nyligt.

Jeg hørte nemlig Peter Sommer fortælle, at der var en ny, legendarisk praktikant, som simpelthen fik ham til alt. Praktikantens trick var simpelt: Chef’s kiss hver gang Sommer kom med en god pointe 🤌

Siden da er jeg tunet ind igen. Og har haft glæden af at høre Jacob Zaulich på radioen. Det er navnet på den legendariske praktikant. Og vi har er så heldige at få ham som guide til årets SPOT.

Tag pænt imod Jacobs 5 favoritter.

Hej hej — fornemt at få rakt pennen af Heromkring! 

Jeg har selv besøgt Spot Festival flittigt; både som frivillig og som menig gæst. I år bliver det i arbejdsøjemed, og derfor er øjne, ører OG radioantenner ekstra skarpe til Spot Festival 2025.

Noget af det vigtigste ved Spot er, at vækstlaget udenfor storbyerne får mulighed for at komme frem i rampelyset og få et udstillingsvindue. Talentmassen uden for særligt København og Aarhus er enorm! Og det afspejles også i dette års festivalprogram. Og hurra for det!

1. Dork

Først og fremmest vil jeg slå et slag for Dork. DR P6 har haft hende på rotation i æteren en del gange, og det er også derigennem, at jeg er blevet forelsket i Dorks lette og legesyge lyd. Her vil jeg særligt fremhæve sangen ’Legs’, som er at finde på hendes debut-ep fra 2024. Hvis man skal beskrive Dork for udefrakommende, befinder hun sig et sted mellem Mac Demarco og Phoebe Bridgers. Jeg ser spændt på at se, hvordan det foldes ud live.

Horsens-bandet Bænch skal også have lidt medvind her i tråden. Første gang jeg så dem, var i 2021, hvor de stadig hed Bench med e og spillede psykedelisk rock og var (med al respekt) en solid lite-udgave af Pink Floyd. Sidenhen har bandet fået øjnene op for den irske bølge af postpunk med navne såsom Fontaines DC og The Murder Capital. Det har præget deres lyd, og tak for det! Er du gal, der er smæk for skillingen. Jeg tror, den her koncert bliver en energiudladning ud over det sædvanlige.

Karoline Funder! Hende stødte jeg på for første gang, da hun spillede sin anden koncert nogensinde (!!) og det var på Syd For Solen. Der var en cello på scenen og det hele var meget intimt og minimalistisk og generelt virkelig, virkelig fint. Sangen ’Vores Forhandling’ har været lidt en ørehænger for mit vedkommende. Det er dansk indie-folk og singer/songwriter vibes fra bedste skuffe. Så hvis man hungrer efter lidt gåsehud, så er det med at få set Karoline Funder på årets Spot. Hey, og så er hun fra Kalundborg!

I den helt anden boldgade har vi rapperen og altmuligmusikeren Carl Knast. Han er vild. Hans musik er vild. Og tekstuniverset er endnu vildere. Og så er det kompromisløst ad helvedes til, og det er SÅ befriende at være vidne til. Han blander genrer som ingen anden på den danske rapscene lige nu. Listen af featurings på hans debutalbum er lang og indeholder blandt andet Ormen, Ane Trolle og Blæs Bukki, hvilket vil sige, at Carl Knast indirekte har formået at gendanne Balstyrko, og det er i sig selv en prisværdig bedrift. Derudover kan man høre både Peter Sommer, Klamfyr, Speedy (fra Aarhus, red.) og Nøx på pladen. Hvor mange af dem, der tropper op som assistance på Spot, kan vi kun gisne om, men Carl Knasts liveshows ser ud til at være fuldstændig vanvittige, så vi ses helt oppe foran her!

5. Palads

Vi runder denne omgang anbefalinger af med et vaskeægte Aarhus-band; Palads! UMTO har gjort os den tjeneste at hive dem ind på deres Spot-scene i år, og det er jeg mægtig glad for. Jeg så første gang Palads på Fairbar i Aarhus, hvor de fyrede op for et virkelig overbevisende cover af David Bowies ’Blackstar’. Og hvis man kan pull den off med så lidt besvær, så kan man meget, og derfor er Palads bestemt værd at holde øje med. Det er en stor bandbesætning med både blæsere og synths, og genremæssigt kommer vi til Balkan og dybt ind i inde-land. I Palads’ palads kan man både danse og græde på samme tid! Og de kan indtil videre kun opleves live!

Det var det for i dag! :)

Tusind tak for, du gad læse med. Lad mig vide, hvis der er noget, jeg kan gøre bedre. Du kan bare svare på mailen eller sende mig en DM.

Taknemlige hilsener, Simon

Hvad synes du om dagens episode?

Du må helst være ærlig :)

Login or Subscribe to participate in polls.