📬 Heromkring Aarhus: Uge 12-13

🍽️ Ny mystisk restaurant åbner snart, Kurts Mor er glad & meget mere

Hej! Glædelig søndag — og velkommen til Heromkring :) Jeg glæder mig til at fortælle dig de vigtigste nyheder fra ugen, der gik — og de bedste events fra ugen, der kommer!

Jeg hørte forleden noget spøjst om byplanlægning i Bearnaise er Dyrenes Konge. En regel lyder, at byer fungerer bedst med højest tre etager. Så kan folk tale sammen fra gade til tag.

Det fik mig til at tænke på vores by. Mange kalder Aarhus rolig, nærværende. Og selvom du sjældent ser folk råbe op til tredje sal. Så ved vi, at vi kan. Og måske gør det hele forskellen?

Jeg håber, du finder noget i nyhedsbrevet i dag, der tager dig ud i gaderne i morgen.

God læselyst — og tak for, du læser med!

Taknemlige hilsener, Simon

PS Gmail klipper mailen - hold øje med noget ala ‘læs hele meddelsen’, hvis mailen stopper abrupt.

🎤🧹 Mic drop: Jørgen (som jeg ikke aner, hvem er) rydder op i moradset om stadionbyggeriet med et optimistisk læserbrev (Stiften).
Stadionbyggeriets visioner er efterhånden godt mudret til i politisk intriger & sensations-journalistik. Det gør det svært at glæde sig. Men Jørgen rydder op i moradset med få historiske fakta.

Kort sagt fortæller han, hvordan både Aros, Musikhuset & Moesgaard-byggerierne oversteg budgetterne med helt op til 100%. Dengang var Århusianerne også ude med høtyvene — og politikerne vaskede hænder & prøvede at tvære den af på hinanden. For egen vindings skyld 🧼🔪

“Budgetoverskridelser er mere reglen end undtagelsen” — og om 10 år er vi nok alle stolte over resultatet og glade for, at nogen havde stort mod og ditto visioner.

✌️ PS Beklager, hvis det lyder for politisk. Det ønsker jeg ikke. Jeg håber omvendt, det føles upolitisk at gå i helikopterperspektiv og fokusere på vores fælles mål. Der er ingen fidus i, at vi borgere nedværdiger os til samme barnagtige jargon som i byrådssalen.

  • 💊🌾 8420 Happiness: Knebel er danmarks lykkeligste postnummer — og skal man stole på borgerne, så kan det kun gå for langsomt med at udskifte antidepressiverne med Mols (TV2 Østjylland)

  • 🚗 Bil-hetzen fortsætter — Kurts Mor kan ikke få armene ned: Fredens Torv dropper bilismen permanent & får i stedet 20 træer. Betty fra Kurts Mor har optur — så det har Heromkring-redaktionen altså også (TV2 Østjylland)

  • 🧑‍🎨 Sydhavnskvarteret bevæger sig mod sin afsluttende fase: Aarhus Billedkunstcenter, Det Jyske Kunstakademi, designuddannelsen fra VIA University College flytter ind i 2025 — det bliver da ret fedt?? (migogaarhus)

  • 🏙️ Ret sindssygt byggeri Bjarke Ingels & Co. har gang i nede på Aarhus Ø (Facebook: Stiften)

  • 💥🍽️ Breaking — ny mystisk restaurant åbner i Frederiksgade: Efter et intenst krydsforhør over Instagram DM pressede jeg følgende ud af de mystiske bagmænd: “I kan forvente fransk landkøkken, simpel og velsmagende comfy-food“. Som bonus ser det umiddelbart ud til at være en selvstændig restaurant, startet af lokale, unge mennesker. Forfriskende! (egen graverafdeling)

  • 👹 Breaking ^ 2 — endnu et, endnu mere mystisk sted på vej i Jægersgårdsgade: “Tokyo Vice møder eksklusive japanske smagsoplevelser” (egen graverafdeling)

KOMMENDE UGE

Mad & Drikke

🍽️ Middag med historie: Den gamle bys folkekøkken (torsdag 27. marts - kl. 17.30 - 225kr)
Den Gamle By disker op med en menu, der er inspireret fra danske folkekøkkener under Første Verdenskrig. Maden akkompagneres af viden fra museumsdirektør & madekspert Christians Rasmussen. Selvom jeg er usikker på, om det lyder som en stor madoplevelse — så er jeg ret sikker på, det er en stor oplevelse.

Musik & Fest

🎫 GAUSS PRESENTS: Gratis mini-koncert hos Voxhall (fredag 28. marts - kl. 20 - gratis)

VoxHall har åbenbart et forløb, hvor 18-35 årige lærer at orkestrere koncerter. Det hedder GAUSS. Og de er simpelthen så søde at hoste en række gratis koncerter på fredag. Artisterne er lokale, ser drøn-hippe ud og hedder Smugler, Martha Elisabeth & Merry. De har lige præcis mange nok plays på Spotify til, at de er relevante. Og præcis nok plays til, at du i 2027 kan prale med, at du allerede hørte dem i 2025. 

  • 🏠🎶 Intimkoncert fra en random altan? Ja da (lørdag 28. marts - kl. 16 - gratis)
    En rar læser, Anne, rakte ud for at fortælle mig om et musik-projekt, hun har startet ifm. Kaospilot-uddannelsen. Anne lægger altan til. Og så kommer artisten SOPHUS og spiller. Fedt arrangement… Og det er også fedt at få tips. Så har du selv noget sjovt på tegnebrættet, så skriv endelig!

  • 🎸😵‍💫 Svensk Psykedelika på Headquarters: Hollow Ship er et Gøteborg-baseret psykedelisk rockband. Og jeg endte med at lytte flere numre end forventet, da jeg startede fra toppen på Spotify (fredag 28. marts - kl. 20 - 130kr)

  • 🍻 Forårsfest & fri fadøl på Kurts Mor: Hvis jeg kender dig ret, så nyder du (som jeg) gerne et glas tyndt sjask fra Reduktivt, der lugter lidt af stald. Men glem nu ikke vores jyske aner. Vi skal ud at drikke nogle fadøl og møde mennesker, der mestrer andre håndværk end tifinger-systemet på en MacBook. Med andre ord: Vi skal til Forårsfest på Kurts Mor! (torsdag 27. marts - kl. 13 - gratis)

  • 🪩 Jeremy Troy på HeadQuarters: Jeremy har boet 2 år i Louisiana som barn og flyttede herefter til Aarhus. Hvem havde troet, at den den combo ville lyde internationalt? (torsdag 27. marts - kl. 20 - 155kr)

  • ⚡️ Gakkelak garanti — Bjørn Svin & Johanna Sulkunen hos Turkis (fredag 28. marts - kl. 19 - 100kr)
    Når man lytter til danske Bjørn Svin, føles det lidt som at plugge Dahlgårds Tivoli direkte ind i din øregange. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor vi ender, når de smider en finsk vokalist med i mixet.

    Små Skarpe

Film, foredrag & Teater

🦺 Bylivsvandring i Sydhavnen: Få et “indblik i området, kulturen, historien, udviklingsplanerne, alt det kreative - der spirer, sprudler og spragler, de fascinerende kontraster og de mangfoldige, nutidige og fremtidige bevægelser.” (fredag 28. marts - kl. 16 - 150kr)

  • 🧠 ‘Den Meningsfulde Hjerne’ ved ‘Hjerneforsker’ (tirsdag 25. marts - kl. 18.30 - gratis)
    Jeg beklager den ekstremt vage titel. Jeg er faktisk ikke i stand til at komme med mere information. For… der er ikke mere. Andet end, at det er Badehusene på Aarhus Ø, der arrangerer. Og at man kan tilmelde sig på [email protected]. Men altså, foredraget lyder jo faktisk spændende. Så, kender du deres SoMe-person, kan du evt. prikke dem på skulderen og sige, at det hjælper at fortælle… et eller andet. Altså hvis de vil have deltagere.

Små Skarpe

Godt & Blandet

😳 Ugens sats: Fællesspisning hos Hjerterum (i dag, søndag - kl. 18 - gratis)
Jeg har længe betragtet Hjerterum med stor fascination — og sikkerhedsafstand. Det er altid med en voyeuristisk distance, når jeg skriver om deres fantastiske events som ‘Healing af dit eget syn’ eller ‘Spirituel kirurgi’. Men, nu har vi altså mulighed for at træde gratis ind i dette mytiske rum. Den økonomiske risiko er væk — men det er stadig ikke uden risiko. For spørgsmålet er: Infiltrerer vi Hjerterum — eller infiltrerer de os? Jeg tør sgu ikke selv. Skriv, hvis du drømmer om at gå fuld Hunter S. Thompson og være Heromkrings første gonzo-journalist! 

Det var det for i dag :) Var det okay? Det håber jeg? Lad mig vide, hvis ikke!

Du kan bare svare her på mail eller sende mig en DM 🫶

Taknemmelige hilsener,
Simon

Hvad synes du om dagens episode?

Du må helst være ærlig :)

Login or Subscribe to participate in polls.